På onsdag afholder Hadsten Håndbold infomøde omkring deres nye projekt, nemlig Lykkeligaen, der forventes at starte op den 11. januar i det nye år.
Lykkeligaen er en håndboldturnering for personer med udviklingshandicap, f.eks Down syndrom og autisme, og som blev startet op af Rikke Nielsen, der selv er mor til et barn med Down syndrom og tidligere har spillet på det danske landshold.
“Vi starter op den 11. januar på håndboldens dag, som vi også afholder i klubben, men på onsdag er der infomøde omkring det hele, hvor Rikke Nielsen kommer og holder et oplæg. Vi har allerede fået en masse tilkendegivelser i forhold til at hjælpe holdet, så her ser det rigtigt godt ud”, fortæller Simon Buus Olsen, der er Salgs og Eventansvarlig i Hadsten Håndbold til ByensNyt.dk.
Det man nu skal i gang med er, at finde spillere, der vil være med på holdet, og her er der måske en lille udfordring.
“Jeg tror der kan være et lille issue omkring, at få informationen ud til de rette, men her har kommunen tilbudt at hjælpe, så jeg håber at vi når i mål på den front. Vi satser på, at få et hold med omkring 20 spillere, som både kan være til gavn for dem og deres forældre”, fortæller Simon Buus Olsen
Han fortæller der ud over, at Lykkeligaen har et årligt stævne, og at desuden arrangeres kampe mellem de forskellige hold løbende.
“Vi håber at kunne få skabt et fællesskab, som både spillerne og deres forældre kan have glæde af. Det kan nogle gange være svært at få det samme netværk, men det håber vi at kunne skabe ved at starte et tiltag op som LykkeLiga”
Infomødet starter klokken 19.00 i cafeteriaet i vestjyskBANK Arena.