23. oktober 2024

Ligaspiller skifter til Hadsten Håndbold

Der er stadig et godt stykke tid til, at håndboldsæsonen sættes i gang, men Hadsten Håndbold er så småt ved at have styr på truppen, og fortsætter oprustningen til deres 1. divisionshold.

Det er med stor rutine fra flere år i 1. division og senest for Skanderborgs ligadamer, at 26-årige Louise Sønnichsen skifter til Hadsten Håndbold fra den kommende sæson.
Igennem flere sæsoner var hun blandt profilerne på AGF’s 1. divsionshold og er faktisk blevet kåret til Girl of the Match i en kamp i vestjyskBANK Arena for nogle år siden, inden turen gik til Skanderborg.

Nu vender hun tilbage til 1. division og trækker Hadsten trøjen over hovedet, og det ser Louise frem til.
”Jeg har valgt Hadsten, fordi jeg synes det lyder som en spændende klub med et godt setup, og så har jeg hørt meget godt om klubben og dens værdier, hvilket jeg sagtens kunne se mig selv være en del af”, udtaler hun til klubbens hjemmeside.

Mathias Broløs er også rigtig glad for tilføjelsen af Louise til truppen.
”At Louise har valgt at spille i Hadsten til den kommende sæson, er rigtig fedt. Hun har prøvet sig af i ligaen, og før det været en stor profil i AGF. Louise har en rigtig god størrelse, og er en tovejsspiller. Hun dækker rigtig godt op, og har også kompetencer i den offensive del, som bliver spændende at arbejde med. Vi glæder os rigtig meget til at byde Louise velkommen, og starte arbejdet frem mod den nye sæson”, fortæller Mathias.

Louise er meget enig i Mathias’ betragtninger, da hun skal sætte lidt ord på hvad hun bibringer til holdet.
”Jeg kan bidrage med en masse fight til træning og styrke i forsvaret, og så glæder jeg mig til igen at få bygget mit angrebsspil op. Derudover kan jeg bidrage med en masse godt humør både på og udenfor banen”.

Bagspilleren forventer en spændende sæson for holdet i 1. division.
”Jeg håber og tror på, at den trup som er sammensat, nok skal præstere sit ypperste, da jeg synes det lyder som en rigtig spændende trup med en masse potentiale. Jeg håber vi får en helt kanon sæson og glæder mig til at spille for Hadsten”, slutter hun af.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler