Da Hadsten Håndbold, der dengang hed HSK Håndbold, i 2012 rykkede op i kvindernes 1. division, var det med Louise Syrstad på holdkortet. Dengang blev det dog ikke til mere end oprykningen.
Louise Syrstad skiftede nemlig efter oprykningen til Skanderborg Håndbold, og sidenhen til forskellige klubber i Aarhus, så da hun i sidste sæson fik et par kampe på 1. divisionsholdet, var det faktisk debut på den front.
I den kommende sæson, der bliver skudt i gang i morgen med pokalkamp mod Silkeborg-Voel, bliver Louise en fast del af 1. divisionstruppen, og det ser hun frem til.
“Jeg var jo lidt med i sidste sæson, og fik blod på tanden. Jeg bliver klart mere udfordret nu, og der er en højere intensitet, og samtidig har jeg fået ny position på fløjen, så det er også en sjov udfordring. Hadsten er min klub, det er her jeg startede, så det er bare fantastisk, at få muligheden”, lyder det med et kæmpe smil fra Louise Syrstad, da ByensNyt.dk tager en snak med hende, efter tirsdagens træning.
Planen for den kommende sæson er også, at hun fortsat skal spille på 3. divisionsholdet, hvor hun er bagspiller, og udsigten til de mange kampe skræmmer bestemt ikke Louise, endda til trods for, at der både er to børn og en mand der også skal passes.
“Det var faktisk Michael (Louises kæreste, red) der spurgte, om det ikke skulle være, så der er fuld opbakning hjemmefra, og jeg glæder mig bare til at få trænet og spillet en masse. Jeg føler mig virkelig godt tilpas, motivationen er høj, og så glæder jeg mig også til min nye rolle på fløjen. Jeg har vel egenligt en krop der fysisk passer bedre til fløjen, hvor der skal løbes en masse, så det er jeg sikker på, nok skal blive fint”, vurderer den nykårede fløjspiller, der altså også skal spille bagspiller, når hun tørner ud for klubbens 3. divisionshold, hvor hendes søster, Camilla Syrstad også spiller.