23. oktober 2024

Nyt trænerteam på plads i Hadsten Håndbold efter nedrykning

Den netop overståede sæson blev en solid skuffelse for Hadsten Håndbolds 1. divisionshold, der efter 12 sæsoner i streg måtte se sig degraderet til 2. division til den kommende sæson.

Hadsten Håndbolds 1. divisionskvinder var ellers længe med i toppen af rækken, men hen mod februar begyndte tingene for alvor at gå imod holdet, og i en særdeles tæt 1. division endte holdet med at blive overhalet af DHG Odense i næstsidste runde, og blev en af tre nedrykkere.

Efter sæsonen sagde man farvel til cheftræner Ryan Zinglersen og assistenttræner Peter Conrad, og i stedet har man nu udnævnt Camilla Madsen som ny cheftræner. Hun har gennem de seneste sæsoner selv været spiller på holdet, men er nu altså klar til at trække ud på sidelinjen.

”Det er med stor begejstring og forventning, at jeg ser frem til at påbegynde denne spændende udfordring. At blive træner for første gang i min karriere er en fantastisk mulighed for mig, og jeg glæder mig til at prøve mig selv af i en ny rolle. Jeg ser frem til at arbejde sammen med spillerne og klubben for at nå vores fælles mål. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan opnå og skabe mange gode oplevelser på og uden for banen. Hadsten har altid haft et stærkt fællesskab, og jeg er stolt af fortsat at være en del af det”, lyder det fra Camilla Madsen på Hadsten Håndbolds hjemmeside.

Hvem der skal være assistenttræner er ikke meldt ud, men til gengæld ligger det fast, at Carsten Solberg fortsætter som holdleder. En rolle han med stor succes har varetaget sidste sæson.

Trods succes: 2. division blev til 3. division

Grundet 1. divisionsholdets nedrykning, så blev det til en tvangsnedrykning for klubbens 2. divisionshold, der ellers havde spillet en flot sæson og endte på en 2. plads. En klub må dog ikke have to hold i samme division, og derfor var nedrykningen uundgåelig. Der satses dog på fra klubbens side, at man kan rykke op med begge hold, og til at stå i spidsen for 3. division har man sikret sig Brian Grøn, som allerede er et kendt ansigt i klubben, og som også fortsætter med at træne U19-piger.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af seniordameafdelingen i den nye sæson, og at arbejde sammen med og sparre med Camilla Madsen omkring den nye sæson. Derudover glæder jeg mig helt vildt til at starte træningerne efter sommerferien, hvor der fra mig vil være et stort fokus på at snakke med alle spillerne og bruge en masse træningstimer på at få spillernes tanker og ideer frem i spillet og samtidig sikre, at de forskellige tiltag til træning også kommer til at give mening for alle spillerne. Det er vigtigt for mig, at spillerne ved, at de bliver hørt, og at de får lov til at tænke håndbold. Det er den bedste og korteste vej til at få de trænede tiltag med i spillet på banen, og det er vigtigt.”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler