7. september 2024

Skipper klar til 8. sæson i Hadsten

I syv sæsoner har hun sendt harpiksbolde i netmaskerne fra venstre fløj for Hadsten Håndbold, og det stopper ikke her. Katrine Skipper er nemlig klar til endnu en sæson for klubbens 1. divisionshold.

Den netop overståede sæson bliver formentligt ikke en sæson, som Katrine Skipper vil huske for det gode, da en korsbåndsskade satte en brat stopper for hendes sæson. Hun er dog på vej mod tidligere tiders niveau, og forventer, at hun er klar inden jul.

”Jeg har valgt at tage min 8. sæson i Hadsten, da jeg synes det er en fantastisk klub med en kæmpe klubånd. Den støtte og opbakning der er til holdet, en selv fra klubben og fra fanklubben, gør jeg at jeg glæder mig til at stå på banen i Hadsten-trøjen igen. Jeg har fået opbygget mig en tryg base, som har påvirket min udvikling igennem årene, og det kunne jeg mærke på den rolle og ansvar jeg fik tildelt inden min korsbåndsskade i september.
Jeg er i gang med at kæmpe mig tilbage til det, og jeg glæder mig og håber på vi snart må samles igen”, udtaler Katrine til klubbens hjemmeside.

Cheftræner Mathias Broløs glæder sig over at Katrine Skipper fortsætter og til at se hende på banen igen.

”Skipper er endnu en af de spillere med rigtig mange år i klubben, som kender klubben ud og ind. Skipper trænede og spillede på et virkelig højt niveau i opstarten sidste år og viste kvalitet i alle spillets facetter, inden hun desværre blev ramt af en slem skade lige før pausen i vores blot 2. turneringskamp.
Jeg håber først og fremmest, at Skippers genoptræning forløber godt, så vi kan se hende tilbage i trøjen, når hun igen er fit for fight”, lyder det fra cheftræneren

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler