På søndag inviterer Hadsten Håndbold til håndboldsøndag i Hadsten Hallerne, hvor der er lagt op til en festlig dag med masser af god håndbold og mange tilskuere på lægterne. Samme dag, lidt længere mod vest, kan klubbens 2. divisionshold sikre sig oprykning til 1. division.
På søndag spilles der ungdomskampe i Hadsten Hallerne, og der er lagt op til en dag, hvor der er lidt ekstra lir i forbindelse med kampene.
Alle holdene skal, lige som de professionelle, lave indløb inden kampen start med opråb af de enkelte spilleres navn. Til de samt speak undervejs i kampene, har man sørget for at Lars Bager er på plads, og mon ikke han også har noget god musik med til højtalerne.
Herudover kåres kampens spiller efter hver kamp, så der er i den grad lagt op til en særlig søndag, hvor der forhåbentlig er mange tilskuere på lægterne, så der kan skabes en festlig stemning. Den første kamp starter klokken 9 og så kører det eller frem til omkring klokken 15.30.
Højskoleelever tager turen til Holstebro for at heppe
Samme dag, blot en del længere mod vest, helt præcist i Sir-Lyngbjerg Centret i Holstebro, løber Hadsten Håndbolds 2. divisionshold på banen til næstsidste kamp i sæsonen, når de klokken 16.10 møder NSK-Holstebro.
Her kan Hadsten-mandskabet krone en flot sæson med at spille sig op i landets næstbedste række med en sejr over hjemmeholdet. Med sig har de en stor flok fra Hadsten Højskole, der de seneste kampe har ageret fanklub, både på hjemme- og udebane, og søndag tager de så den forholdsvis lange tur til Holstebro.
Forhåbentlig bliver der fest i bussen på vejen hjem, hvilket i så fald vil betyde, at oprykningen er kommet i hus. Både kampen og Hadsten Højskoles fanklub, kommer vi til at fortælle meget mere om efterfølgende.














