Det har været en svingende sæsonstart for Hadsten Håndbold, der må konstatere, at efter fire kampe, så står der kun tre på kontoen. Lørdagens modstander i vestjyskBANK Arena, Vendsyssel Håndbold, har omvendt fået en særdeles god start, og ligger i top med otte point for fire kampe.
Vendelboerne, der har Hadstens tidligere træner, Kent Ballegaard, i front, må derfor betragtes som favoritter forud for kampen, hvilket også er vurderingen fra Mathias Broløs, Hadsten Håndbolds træner.
”Vi møder et Vendsyssel hold, som er kommet rigtig godt fra start i turneringen – og som er favoritter til lørdagens kamp. Det bliver fedt at spille på hjemmebane igen, foran vores eget forrygende publikum. Vi har i den grad brug for opbakningen, og så vil vi gøre alt for at give en sejr i land”, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.
Kampen starter klokken 14, og der er hotdogs og sodavand til de første 250 i hallen, så det må da siges at være endnu en grund til at tage til håndbold.