6. december 2024

Svær opgave venter mod Ringkøbing

Torsdag aften venter en svær opgave for Hadsten Håndbold, når de på udebane møder Ringkøbing Håndbold i kvindernes 1. division.

Ringkøbing ligger lige nu nummer to i rækken, mens Hadsten er placeret i den tunge ende af tabellen, lige over nedrykningsstregen foran Rødovre. To point vil derfor lune gevaldigt på kontoen, men i Hadsten-lejren er man godt klar over, at det bliver en svær kamp.

“Vi ved godt at det bliver svært mod Ringkøbing, lige som mod Vendsyssel, men vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, og tophold overrasker også nogle gange. Så vi må bare tro på det, og det gør vi også”, siger holdets playmaker, Helle Walentin til ByensNyt.dk.

For et par sæsoner siden, spillede hun i Bjerringbro, hvor hun nærmest nåede at blive indbegrebet af Bjerringbro, med seks målrige sæsoner til følge. Nu er hun, efter en sæson på Hadsten Håndbolds 3. divisionshold, så at finde i 1. division igen, selvom hun egentligt selv troede, at tophåndbold var et afsluttet kapitel.

“Jeg tog lige en sæson i 3. division, hvor jeg hjalp et par gange på førsteholdet, men så kunne jeg jo godt mærke, at intensiteten der er i tophåndbold, at den savnede jeg. Så talte jeg lidt med Mathias og Gitte (Broløs og Andersen, henholdsvis cheftræner og assistent, red) og de lokkede også lidt, og så kunne jeg ikke lade være. Jeg har heldigvis også en god mand der bakker op, og tager familietjansen meget af tiden, fordi ellers kunne det ikke lade sig gøre”, fortæller Helle Walentin og tilføjer:

“Det var selvfølgelig lidt specielt at begynde at spille for Hadsten, og kampen i Bjerringbro var da ekstra speciel, men jeg havde klart håbet på, at vi vandt, fordi når jeg spiller, så gør jeg det for at vinde, også mod min gamle klub”, kommer det med et stort smil fra playmakeren.

Kampen mod Ringkøbing starter klokken 19.00, og efterfølgende er der resultat og reaktioner fra kampen her på ByensNyt.dk.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler