Hadsten Håndbold tabte torsdag aften med 25-31 mod Ringkøbing Håndbold, hvilket er et lidt misvisende resultat, da Hadsten var på 22-22 med ti minutter igen.
Set i forhold til kampen mod Roskilde i lørdags, var der en helt anden gejst og attitude fra Hadsten-mandskabet, og særligt en spiller, havde en mindre fest på banen. Helle Walentin var i den grad i hopla, og scorede hele ti gange torsdag aften, hvilket desværre ikke helt rakte i sidste ende.
“Jeg har helt ondt i skudarmen” kommer det med et smil fra Walentin og fortsætter “Jeg synes resultatet er lidt misvisende, fordi jeg synes jo, at vi er godt med i hele kampen. Vi holder os til aftalerne i dag, hvilket blandt andet var, at spille lange angreb og holde på bolden. Vi har haft nogle gode snakke i løbet af ugen, og det havde folk bare taget til sig, så det var fedt, til trods for, at vi taber. Vi laver lidt fejl til sidst, og derfor bliver nederlaget så stort”, kommer det fra Helle Walentin til ByensNyt i ROFI Centret i Ringkøbing.
Også cheftræner Mathias Broløs var tilfreds, til trods for nederlaget, og følte at det var et helt andet mandskab i dag, end i lørdags mod Roskilde.
“Det var et helt andet udtryk vi kommer med i dag end forleden, hvilket jeg også håber man kunne se på tilskuerpladserne. Lidt ærgerligt, at det ikke var hjemme i Hadsten, men jeg tænker da, at Ringkøbing kunne føle, at vi godt kan spille håndbold. Det var også fedt at se Helle Walentin i dag. Jeg havde en god snak med hende i denne uge, og i dag viser hun jo bare, hvor god en spiller hun er, så det var fedt”, lyder det fra Mathias Broløs.