5. december 2024

“Vil gerne vise at hjemmebanen er vores”

I går aftes spillede Hadsten Håndbolds 1. divisionshold deres sidste træningskamp, inden det går løs på næste lørdag mod Lyngby. Kampen mod EH Aalborg endte 27-27.

Hvis man har en forestilling om, at træningskampe kun går ud på at få afprøvet forskellige ting, og knap så meget fokus på resultatet, så tager man helt fejl, i hvert fald at dømme ud fra kampen i går aftes. EH Aalborg, der under stor dramatik, rykkede ud af Bambusa Kvindeligaen, og er oprykningskandidater i den kommende sæson, og Hadsten Håndbold gav hinanden kamp til stregen, og der blev på ingen måder givet ved dørene.

Der var så meget intensitet, både på og uden for banen, at vidste man ikke bedre, så ville man have troet, at der var point på spil. Noget der glædede cheftræner Mathias Broløs, da det netop er den attitude, holdet gerne vil udstråle.

“Jeg er glad for at du siger, at man kunne mærke intensiteten, fordi vi har talt om, at vi vil gerne vise, at hjemmebanen er vores. Man skal føle, at det er svært at spille her i Hadsten, så det er noget af det, vi har talt om den seneste tid, og jeg synes at vi er lykkedes godt med det, både i dag (i går, red) og mod SønderjyskE i sidste uge”, lyder det fra Mathias Broløs efter kampen.

“Vi har gået ind til alle vores træningskampe med en indstilling om, at vi skulle vinde, så jeg synes det er fedt at se, at vi i den grad er til stede og spille noget flot håndbold. Jeg har også en fornemmelse af, at Aalborg gerne ville vinde, så jeg har egentlig en god fornemmelse, her en uge før sæsonstart”

Der er dog stadig ting der skal forbedres, men i følge cheftræneren, så er det i detaljerne at manglerne skal findes, hvilket gør ham optimistisk forud for sæsonpremieren om en uges tid.

“Vi mangler stadig lidt kynisme når kampene skal lukkes. I de sidste to kampe har vi haft momentum, men har ikke formået at holde koncentrationen og lukker måske også for mange mål ind, så lige der er der noget vi skal have fokus på. Vi har til gengæld scoret mange mål, hvilket jo er en ny ting, så kan vi lige få lukket mere ned i forsvaret, så ser det godt ud. Jeg synes vi har kvaliteterne til det, så det skal nok komme”, lyder det optimistisk fra Mathias Broløs.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler