Hadsten Håndbolds 1. divisionshold for kvinder fortsætter med at imponere, og i går vandt holdet over Fredericia HK med 27-24, og indtager nu 5. pladsen.
Fredericia HK har, lige som Hadsten Håndbold, fået en ganske fin start på sæsonen, og før gårsdagens kamp i AL Sydbank Arena, var man helt lige med hver syv point på kontoen.
Det blev en tæt kamp der bølgede frem og tilbage, og bedst som man troede, at Hadsten havde fået slået et hul og virkede i kontrol, så kom Fredericia tilbage, og derfor kunne man gå til pause med stillingen 14-14.
Efter pausen var det igen tæt til en start, men præcis midtvejs fik Hadsten endelig slået et afgørende hul til stillingen 19-15, og det kom gæsterne aldrig rigtigt tilbage på. Med fem minutter igen reducerede Amanda Brogaard, tidligere ligaspiller for blandt andre Ringkøbing Håndbold, til 24-22, men tættere kom Fredericia ikke på point, og Simone Handberg, der spillede en mere anonym kamp i går, kunne lukke kampen med sit blot tredje mål til 27-23, inden Amanda Brogaard med sit 8. mål lukkede kampen til slutresultatet 27-24.
Mathilde Pedersen og Kamilla Bruus blev delt topscorer med hver fem mål, mens det også er værd at bemærke Emma Grand Riiser, der for alvor er kommet i gang, og i går nettede fire gange. Gårsdagens kamp vidner om, at man godt kan vinde og score mange mål, selv på dage, hvor Simone Handberg er mere anonym. Playmakeren er noteret for 49 mål i otte kampe.
Næste kamp er mod GOG i Gudmehallen, som blandt andet har Simon Pytlicks søster, Josephine Pytlick, på holdkortet. Hun spillede for et par sæsoner siden kortvarigt for Hadsten Håndbold, inden turen gik hjem til Sydfyn.






















