Sidste år blev gadeløbet i Hadsten aflyst grundet Corona, hvilket også gør sig gældende i år, og tidligere på året meldte Hammel CK, som arrangerer løbet, ud, at klubben overvejer helt at droppe at arrangere flere gadeløb i Hadsten.
Gadeløbet har eksisteret i mange år, og har gennem de seneste mange år været arrangeret af Jesper Tikiøb, men for nogle år tilbage overtog Hammel CK styringen, med konsulentbistand fra Jesper Tikiøb, og med udmeldingen fra Hammel CK kan dette samarbejde altså snart være en saga blot.
Det har fået Hadsten Kultur og Idrætscenter, der består af Hadsten Håndbold, Hadsten Hawks, Hadsten Idrætskreds samt Hadsten Badminton, til at melde sig som mulig ny arrangør i tæt samarbejde med andre lokale kræfter, så det legendariske cykelløb kan fortsætte, i fald at Hammel CK gør alvor af, at droppe deres engagement.
“Dansk cykling har aldrig stået stærkere end det gør i disse år, og særligt i år er det jo ganske imponerende, blandt andet med rekord deltagelse af danske rytter i Tour de France og Jonas Vingegaards flotte præstationer. Derfor vil det også være ærgerligt, hvis cykelløbet i Hadsten, som har givet så mange gode oplevelser med store ryttere som Chris Froome, Lance Armstrong, Bjarne Riis, Jakob Fuglsang og mange flere gennem årene, skulle stoppe”, fortæller Simon Olsen, der er Eventchef for Hadsten Håndbold.
Gennem mange år har der valfartet folk til fra nær og fjern for at se gadeløbet med den frygtede Søndergadebakke, og byens butikker har i høj grad nydt godt af cykelløbet, ligesom at Favrskov Kommune er blevet profileret på TV.
“Det er jo en mindre byfest hvert år, og der er bare en helt særlig stemning i byen, som jeg tror mange vil komme til at savne, hvis løbet stopper, så derfor er vi klar til at løfte opgaven, hvis Hammel CK ikke længere vil arrangere løbet. Vi har allerede sendt et oplæg til Favrskov Kommune, som jeg håber på, vil indgå i en konkret dialog snarest”, lyder udmeldingen fra Simon Olsen på vegne af Hadsten Kultur og Idrætscenter.