4. oktober 2024

Hinnerup Mødes inviterer til Ideernes Aften

Foreningen Hinnerup Mødes fejrer et års jubilæum ved at invitere byens borgere til en aften, hvor ideer til nye fællesskaber kan få vinger.

“I vores første år har vi set en række initiativer blive født. Herunder fotoklub, strikkecafé, sangaftener, Vild med Vilje-arrangement, brætspilscafé og meget mere. Nu vil vi gerne åbne op for nye initiativer. Derfor inviterer vi til en aften, hvor borgere med ideer til nye fællesskaber, der kan styrke sammenholdet i Hinnerup, kan komme frem med dem og finde sammen med andre om at realisere dem”, fortæller Trine Harck, næstformand for Hinnerup Mødes.

Hinnerup Mødes blev dannet i sommeren 2021 af borgere med lyst til at skabe nogle rammer for borgerdrevne arrangementer. Foreningen fik for nylig et skulderklap af Nordea i form af et støttebeløb på 15.000 kr., og de penge skal bruges til at sætte yderligere skub i initiativer sammen med byens borgere.

“Man kan forestille sig alt fra repair-caféer, vinylaftener, quiz-arrangementer, litteraturklubber, ølbrygning og fællesspisning – for blot at nævne nogle forslag. Selv har jeg en drøm om at samle nogle borgere om etablering af et “Third Act” initiativ i Hinnerup. Det er efter inspiration fra en amerikansk bevægelse, hvor borgere, der befinder sig i “tredje akt” af tilværelsen og ofte har tid og ressourcer i overskud, går sammen for at finde ud af, hvordan de sammen kan påvirke lokalsamfundet i en mere bæredygtig retning”, fortæller Marie-Louise Arnfast, der er medstifter af Hinnerup Mødes.

Ideernes aften afholdes den 30. august og den 22. september klokken 19.00 i Spisestuen i Jernbanegade. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler