Igen i år står EDC Huset bag julehjælp til familier, der af forskellige årsager ikke selv har overskuddet til en glædelig jul. Og igen i år er det i tæt samarbejde med andre stærke, lokale kræfter – nemlig Hadsten Håndbold, Wineboutique, Madxpressen og Red Barnet i Favrskov.
Jette Eriksen, indehaver hos EDC Huset i Hadsten er initiativtager til julehjælpen, der startede for tre år siden.
“Vi kan så nemt komme til at tage den glædelige jul for givet. Hos størstedelen af os indtræffer den helt automatisk den 24. december år efter år. Men hos enkelte familier er juleaften med mad på bordet og gaver under træet ingen selvfølge. Og når vi KAN hjælpe, VIL vi gerne hjælpe”, lyder det fra Jette.
Derfor har teamet fordelt juleopgaverne logisk mellem sig. Bjarne fra Madxpressen sørger for komplet julemenu til de 5 familier, Flemming fra Wineboutique kommer med vin og chokolade, EDC Huset indkøber mandelgaven og Hadsten Håndbold pakker en fed håndbold-overraskelse til børnene i familierne, mens håndboldforeningen også via sponsoraftalen med Madxpressen bidrager til menuen.
Michael fra Red Barnet i Favrskov er primært ansvarlig for at sætte navn på de 5 familier i samarbejde med Favrskov kommune.
“Vi er i Red Barnet, Favrskov, både glade og stolte over at være med til at være part i denne fantastiske donation. Sammen med Favrskov Kommune vil vi prøve at række ud til de familier, der kan få størst mulig glæde af denne enestående gave.”, udtaler Michael Hejlskov Jacobsen til ByensNyt.
Hele julearrangementet kan afhentes af de udvalgte familier i EDC butikken i Hadsten den 24. december om formiddagen.