Den 15. oktober holder Prins Christian 18 års fødselsdagsfest for unge mennesker fra hele landet. Der er blevet udpeget 2 personer fra hver kommune, og i Favrskov Kommune er Kamille Heesgaard Johannesen fra Hinnerup og Nicolai Prang fra Hadsten udvalgt.
Nicolai var indstillet af DDS Hadsten Spejderne, mens Kamille er blevet af HOG Hinnerup til den pulje, hvor der blev trukket lod fra. Favrskov Kommune havde opfordret kommunens foreninger til at indstille et eller to medlemmer, som på den ene eller anden måde har ydet en ekstra indsats eller gjort sig positivt bemærket, og samtidig var det også et krav, at personerne var 18 år.
“Det bliver jo en fest, og jeg er megastolt over, at HOG indstillede mig. Jeg er også overvældet, da det er noget, der er så langt fra min hverdag. Mine venner er misundelige på den gode måde, for de under mig det. Så jeg føler mig heldig – det er jo once in a liftetime”, lyder det fra Kamille Heesgaard Johannesen, der er fra Hinnerup, går i 2. g og har spillet fodbold, siden hun var fem år, til kommunens facebookside.
Igennem flere år har hun været fodboldtræner, og det er netop også derfor, at HOG har indstillet hende.
“Det er fedt at være frivillig, fordi du får mulighed for at formidle din store interesse til børnene. Jeg kan være et forbillede og give min glæde ved spillet videre til dem. Og forhåbentlig kan jeg også være med til at få flere piger til at spille fodbold”, håber Kamille, der nu skal på jagt efter en flot, lang kjole til gallafesten