18. juni 2026

KREA-forårmarked hos Café RUG i Hinnerup

På den sidste officielle forårsdag, 31. maj, er der forårsmarked hos Café RUG i jernbanegade, hvor der er fokus på det kreative med flere lokale kunstnere og håndværkere.

På pladsen foran caféen vil man fra klokken 10-15 kunne opleve mange forskellige former for håndværk. Her samles en række kreative kræfter – primært lokale kunsthåndværkere og ildsjæle – til en hyggelig dag med fokus på håndværk, kreativitet og fællesskab.

Markedet byder blandt andet på håndlavet keramik, smykker, garn og strik, træarbejde, upcycling af tekstiler, malerier, papirkunst og hårpynt. Der vil desuden være mulighed for at deltage i en mindre papirworkshop for både børn og voksne.

“Vi glæder os helt vildt til at fylde gårdspladsen med liv, kreativitet og gode mennesker. Forhåbentlig kan det her blive starten på en ny forårstradition i Hinnerup,” fortæller indehaver Jannie Sommer Frølund.

Caféen holder naturligvis åbent under hele arrangementet, og håbet er at skabe en dag, hvor gæster kan kombinere morgenkaffe, brunch, frokost eller eftermiddagskaffe med inspiration, kreativitet og lokale fællesskaber. Der er fortsat mulighed for at deltage som KREA-kræmmer. Standplads er gratis, og Café RUG sørger for kaffe, hygge og RUGboller til deltagerne.

Interesserede kan kontakte Café RUG via sociale medier eller på rug@caferug.dk.

Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Foto: Café Rug
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler