Fredag formiddag var den røde snor hængt op i garderoben i Naturbørnehaven Moselund i Hinnerup, som i dag blev officielt indviet af borgmester Lars Storgaard.
Naturbørnehaven Moselund modtog de første otte børn tilbage i juni, og er i dag oppe på 24 børn. De næste seks kommer på tirsdag, og sådan er det planen, at man stille og roligt vokser.

Det er godt et år siden, at man tog det første spadestik til børnehaven i Moselunden, og siden da har håndværkerne arbejdet på at få børnehaven klar til brug. Man mangler stadig de sidste ting på legepladsen, men leder af Naturbørnehaven Moselund, Camilla Fich Nielsen, håber på, at de sidste detaljer er på plads i den kommende uge.

“Vi havde håbet, at legepladsen var helt færdig inden indvielsen, men vi mangler lige de sidste ting, blandt andet en rutsjebane, som forhåbentlig ankommer i næste uge. Vi har fået nogle fantastiske rammer, både inde og jo i særlig grad ude, og i takt med at området bliver udviklet, så bliver det kun endnu bedre og sjovere”, lyder det fra Camilla.

Området som Camilla Fich Nielsen omtaler, er det gamle spejderområde der hedder Moselund, som Favrskov Kommune, i samarbejde med KFUM-spejderne, i de kommende år vil udvikle til et naturcenter. Den historie kan du læse mere om i nærmeste fremtid på ByensNyt.
Lige nu går der 24 børn i børnehaven, men på sigt er det planen, at der skal gå et sted mellem 70-90 børnehavebørn. Naturbørnehaven har fokus på udelivet, men er ikke en skovbørnehave, og har dermed også helt almindelige faciliteter og er delt op i fire stuer.

“Det er første gang jeg er leder i en børnehave, så det er nyt og spændende, både for mig personligt, men også at skulle starte en helt ny børnehave op. Vi har fået en rigtig god start og har oplevet stor interesse i ansættelsesprocessen for at blive en del af børnehaven, og vi har derfor fået en god gruppe, der brænder for vores nye sted”, siger Camilla.
Der er en god blanding af børn i alderen fra tre år og op til dem der til marts skal starte i førskole, og håbet er, at man stille og roligt kan fylde børnehaven op. Indtil videre er planen, at der som maksimum kommer ti børn pr. måned.
“Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er en skovbørnehave, men en børnehave, hvor vi har stor fokus på at være ude. Indtil nu, har vi mere eller mindre været ude hele tiden, men man kan også fint være inde i mindre grupper, hvis der er brug for det. Kombinationen af, at vi kan være meget ude, og har naturen lige uden for døren, samtidig med at vi nemt kan komme ind, f.eks i forhold til de mindste der skal sove en lur eller hvis vejret er dårligt, fungerer rigtigt godt”.

























