Efter mere end et år med midlertidig asfalt og omveje har cyklisterne fået en mere direkte vej gennem Motorvejskryds Aarhus N. Den nye rute skal gøre turen mellem Søften og Aarhus både kortere og mere sikker.
For de mange pendlere, der tager cyklen mellem Søften og Aarhus, er turen nu blevet lettere.
Vejdirektoratet og Favrskov Kommune har færdiggjort de nye og forbedrede cykelstier gennem Motorvejskryds Aarhus N. Dermed kan cyklisterne igen komme mere direkte gennem området efter siden pinsen 2025 at have måttet benytte omveje og midlertidige belægninger som følge af den omfattende ombygning af motorvejskrydset.
På strækningen gennem Søften har Favrskov Kommune anlagt en ny cykelsti på begge sider af den nu firesporede Århusvej. Stierne fører frem til motorvejskrydset, hvor de bliver forbundet med en nyasfalteret, dobbeltrettet cykelsti, som fortsætter i retning mod Aarhus.
Den nye løsning skal ikke alene forkorte turen. Cyklisterne bliver også ført gennem det trafikerede område ved hjælp af stitunneller og signalregulering.
“Motorvejskrydset skal i fremtiden kunne håndtere mere end 100.000 biler hver dag, men det skal også kunne håndtere de mange cyklister, der pendler mellem Søften og Aarhus. Derfor har det været vigtigt for os at skabe en løsning, hvor cyklisterne kan komme sikkert og så direkte som muligt gennem krydset”, siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen i en pressemeddelelse.
Samkørselsplads får ny placering
Også bilister og brugere af den kollektive trafik får nye muligheder i området. Der er nu åbnet direkte adgang fra Århusvej til den nye og større samkørselsplads, som ligger vest for E45 på den modsatte side af Århusvej i forhold til tidligere.
Pladsen er endnu ikke helt færdig, men det er allerede muligt at parkere på den. Den skal efter planen udvikles til et lokalt trafikknudepunkt med plads til flere biler samt kys-og-kør-zone, cykelparkering, busstoppested og et opsamlingssted for turistbusser.
Favrskov Kommune overtager samkørselspladsen og skal stå for den resterende færdiggørelse.
Selve ombygningen af Motorvejskryds Aarhus N fortsætter lidt endnu. Vejdirektoratet er blandt andet i gang med at lægge det sidste lag asfalt på Århusvej og etablere afstribning. Derfor vil flere til- og frakørsler fortsat kunne være spærret i perioder.
Vejdirektoratet forventer, at hele ombygningen af motorvejskrydset er afsluttet inden udgangen af 2026.











