13. marts 2026

Snart kan du komme fra Hammel til Aarhus N – via Hinnerup – med bus

Går det efter planen, så vil der snart være mulighed for at køre med bus mellem Hammel og Hinnerup, efter der i flere år ikke har været offentlig transport mellem de to hovedbyer.

Den endelige beslutning er ikke truffet i byrådssalen, men bliver den det, så vil der allerede fra juni komme daglige afgange mellem Hammel og Hinnerup. Der er lagt op til tre afgange om morgenen fra Hammel samt tre afgange om eftermiddagen med Rute 200, som i dag binder Hinnerup, Aarhus og Skanderborg sammen.

Med en mulig busforbindelse fra Hammel til Hinnerup, bliver det således muligt at komme til Aarhus Nord på godt 45 minutter, mens det bedre vil kunne betale sig at tage 114, hvis man skal ind til centrum. Fra Aarhus Nord kan man ligeledes koble sig på både Letbanen og bybusser.

Det kommer forventeligt til at koste Favrskov Kommune 320.000 kroner at etablere ruteforlængelsen til Hammel, men da der er et ikke disponeret restbudget på godt 1,1 millioner kroner til kollektiv trafik, vil tiltaget ikke belaste økonomien.

Formand for Teknik og Miljø i Favrskov Kommune, Niels Christian Selchau-Mark, glæder sig over den nye mulighed, der skal til afstemning i byrådssalen i slutningen af marts.

“Det er en rigtig god mulighed der er opstået, og som jeg håber bliver en realitet, når den har været til afstemning i byrådssalen. Nu starter vi ud med i alt seks afgange, og så ser vi om det dækker behovet eller om der måske er brug for yderligere. Vi kommer selvfølgelig også til at kigge på, om pengene er givet godt ud, fordi viser det sig, at der generelt ikke er passagerer med, så skal vi naturligvis se på, om pengene kan bruges bedre andre steder”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler