Det er ikke så tit man oplever en politiker skrive autografer, og da slet ikke en borgmester i Favrskov, men onsdag eftermiddag var kuglepennen i den grad i brug, da Haldum-Hinnerup Skolen indviede nye lokaler ved SFO´en.
Vidste man ikke bedre, så ville man tro, at det var en rockstjerne eller youtuber, der gjorde sit indtog på Haldum-Hinnerup Skolen i går eftermiddags, men det “blot” borgmester Lars Storgaard der gjorde sin entré. Han var til stede sammen med flere af sine kollegaer fra byrådet, kommende kandidater til kommunalvalget samt embedsfolk og håndværkere, for at indvie tre nye lokaler i skolens SFO, samt rejsegilde for en tilbygning, der skal bruges som klasselokale. Tilbygningen forventes at stå klar til brug i august.


Vejret viste sig fra sin flotteste side, og efter velkomst fra skolens leder, Ditte Lyngby, var der fællessang fra eleverne i skolens SFO. Den sang kan du høre, hvis du klikker forbi vores facebookside. Herefter blev eleverne sendt afsted, mens den mere formelle del begyndte med taler fra Lars Storgaard og Flemming Nørgaard fra Venstre.
Normalt til rejsegilder, bliver der serveret pølser og brød, men gårsdagens traktement bestod af små kager, frugt og diverse drikkevarer, og det så også ud til at være godkendt blandt de fremmødte håndværkere. Der var også mulighed for at se de nye lokaler, der netop er taget i brug, og som i foråret skal bruges til før-skole eleverne, mens det resten af tiden indgår som SFO.
