I weekenden åbner byggefirmaet Milton Huse en ny byggeudstilling i Hinnerup Nord, hvor kommende nybyggere kan få inspiration til deres næste hjem.
Hinnerup overhalede ved årsskiftet Hadsten i forhold til indbyggertal, og er dermed Favrskovs største by. Det tal kommer til at stige i de kommende år, blandt andet på grund af den nye udstykning i den nordvestlige del af byen. Det er Vibe Huse fra Hinnerup der står bag udstykningen, og til en start er der 27 grunde sat til salg. Det forventes dog, at der på sigt kommer op mod 250-300 grunde til salg. Du kan læse mere om projektet på Vibe Huses hjemmeside.
De første parcelhuse i Hinnerups kommende bydel Hinnerup Nord står nu klar, og alle har mulighed for at kigge indenfor. Den 19. og 20. september åbner Milton Huse dørene til tre nyopførte udstillingshuse på Løvsangervej, hvor alle der er nysgerrige på nybyggeri kan kigge indenfor.
Udstillingshusene er de første færdigbyggede huse i den første etape af det store nye boligområde, som er undervejs nord for Haldumvej. Her kan besøgende opleve tre forskellige bud på et moderne parcelhus med nogle af de løsninger, som ligger højt på danskernes ønskelister til hjemmet: højt til loftet, store alrum og walk-in-garderober.
– Lokalplanen herude giver vide rammer for, hvad der må bygges, og det har vi forsøgt at afspejle med de her tre huse der spænder fra et meget klassisk parcelhusudtryk til noget mere moderne og minimalistisk. Alle husene har dog det til fælles, at de er designet til børnefamilier. Vi vil gerne vise, hvor forskelligt man kan gribe det an, siger Hans Egedal, regionschef i Milton Huse i en pressemeddelelse.
Milton Huse, der har hovedsæde i Hedensted, har investeret i fire byggegrunde i udstykningen, der rummer 14 byggegrunde. På den fjerde grund opføres endnu et udstillingshus, som åbner i januar 2027.
Med de fire byggerier samlet i det nye område ønsker Milton Huse at skabe et sted, hvor kommende nybyggere kan hente inspiration og få en fornemmelse af mulighederne i Hinnerup Nord og Favrskov generelt, som udgør et attraktivt område for de store husbyggere.
– Favrskov Kommune og Hinnerup er spændende for os, fordi grundpriserne er lavere end i Aarhus, samtidig med at beliggenheden er meget attraktiv med gode forbindelser. Der er et godt grundlag for nybyggeri, og vi har allerede bygget en del huse i Hinnerup i de senere år. Derfor giver det mening for os at investere i den nye bydel og være med fra begyndelsen, siger Hans Egedal.
Åbningsweekend
Byggeudstillingen åbner officielt den 19. og 20. september kl. 13-16, hvor der vil være pølsevogn og softice. Herefter holder udstillingen åben hver søndag kl. 13-15.
Fakta:
- Udstillingsbyen består i første omgang af tre nyopførte huse på Løvsangervej 1, 25 og 27. Et fjerde hus åbner på Løvsangervej 3 i januar 2027.
- To af husene er fuldt indrettet, så man kan fornemme planløsning og indretning i praksis.
- Udstillingsbyen åbner officielt i weekenden den 19. og 20. september 2026 kl. 13-16. Herefter vil der være åbent hver søndag fra kl. 13-15.
- Alle tre huse er til salg til priser fra 5.495.000 kr























