12. februar 2026

Dansk ekspert fra Hinnerup hædret med international pris for sit arbejde

Thomas Young Olesen, Head of Product Compliance hos GRUNDFOS Holding A/S, er blevet tildelt den prestigefyldte IEC 1906 Award 2025 for sin fornemme indsats i det internationale standardiseringsarbejde.

Prisen uddeles af den internationale standardiseringsorganisation for elektroteknik, IEC, og gives til eksperter, der har ydet en særlig indsats og skabt konkrete resultater, som styrker det globale samarbejde om standarder.

Thomas Young Olesens indsats gør en mærkbar forskel for virksomheder, der hjælper dem med at få klare metoder og værktøjer til at styre og vurdere deres produkter og systemer gennem hele deres levetid. Når virksomhederne anvender standarderne, er med til at styrke deres konkurrenceevne, da standarderne skaber tillid – uanset om produkterne er nye eller indeholder genbrugte dele.

Thomas Young Olesen har spillet en nøglerolle i udviklingen af en ny version af standarden IEC 62309, der handler om pålideligheden af produkter med genbrugte komponenter. Han har blandt andet været med til at udvide standardens anvendelsesområde og sikre, at den også kan bruges inden for områder som medicinsk udstyr og software. Det giver virksomheder et fælles grundlag for at dokumentere, at genbrugte dele er lige så gode som nye – og dermed styrke både bæredygtighed og tillid.

“Det er en stor ære at modtage IEC 1906 Award. For mig handler standardisering ikke kun om teknik, men om at skabe fælles løsninger, der gør en forskel for både virksomheder og samfund. Min interesse for bæredygtighed i innovation har været en særlig drivkraft i dette projekt”, siger Thomas Young Olesen i en pressemeddelelse fra Fonden Dansk Standard.

Thomas Young Olesen begyndte sin standardiseringsrejse i 2012 som Young Professional og har siden været drivkraft i flere internationale arbejdsgrupper – blandt andet inden for informationssystemer, Internet of Things (IoT) og systemer af systemer (SoS).

”Thomas’ indsats er et forbillede for, hvordan dansk ekspertise kan gøre en forskel globalt. Samtidig er det et bevis på, at Danmark bidrager med høj faglighed og engagement i det internationale standardiseringsarbejde i en tid, hvor standarder er afgørende for at sikre et solidt fundament for compliance, sikkerhed, udvikling og effektivitet, fortæller Tina Helsted Vengsgaard”, direktør i Dansk Standard.

Privat bor Thomas Young Olesen sammen med sin hustru Maj, deres to børn og familiens hund i Grundfør ved Hinnerup. I fritiden dyrker han karate sammen med sin søn i den lokale klub, Hinnerup Karate, hvor han også fungerer som træner for begynderholdet for børn

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler