Efter rekordsalg i både 2020 og 2021, så blev 2022 et mere stille år set med ejendomsmægler-briller, om end det stadig var ganske fornuftigt, og her midt i 2023 er optimismen i den grad tilbage med godt gang i boligsalget.
Som alt andet, så går boligmarkedet op og ned, og mens 2022 og starten af 2023 måske ikke var noget at skrive hjem om, så ser billedet ganske anderledes ud nu, og siden påsken har kurven for salg været for opadgående. Salgstiderne for en bolig i Favrskov Kommune ligger i gennemsnit på 17 uger, hvilket må siges at være ganske fornuftigt, og hos EDC Huset Hadsten og Hinnerup kan man også nikke genkendende til, at det går godt.
“Vi kunne for alvor mærke en fremgang omkring påske, og siden da har det set ganske godt ud, og for vores vedkommende må vi sige, at vi er optimistiske og har nok at se til. Det er helt klassisk, at det er i foråret, at det for alvor begynder at rykke, hvor det hele springer ud, og hvor folk måske bliver lidt forårskåde og mere stemt for både at sælge og købe”, lyder det fra Jeanet Gårdsdal, der sammen med Jens Christian Christensen og Alex Mandahl ejer EDC Huset i Hadsten og Hinnerup.
Der har det seneste års tid ikke været de store udstykninger i Favrskov, men både i Hadsten og Hinnerup er der nye udstykninger på vej, og som nabokommune til Aarhus, har Favrskov en helt naturlig interesse for tilflyttere, men også for folk der er opvokset i området og efter endt uddannelse vælger at søge tilbage til rødderne.
“Både Hinnerup og Hadsten er byer, hvor folk efter endt studie søger hen imod når de skal have en bolig og stifte familie, hvilket både er folk fra andre dele af landet og så selvfølgelig også en del, der tidligere har boet i kommunen som børn og som gerne vil hjem igen. Favrskov ligger geografisk godt i forhold til mange byer, og det er let at komme på motorvejen samt komme rundt med offentlig transport”, fortæller Jens Christian Christensen.
Mens Hammel er den billigste af de tre hovedbyer i kommunen i forhold til bolig, så er det Hinnerup og Søften der topper prismæssigt, med Hadsten lige i hælene, og forklaringen er ganske simpel.
“Søften og Hinnerup ligger tættest på Aarhus og E45, så det er helt klart det, der gør prisforskellen. Selvom det blot er få kilometer, så betyder det noget for folk, og i Søften kan man jo ligefrem se ind til Skejby. For nogen betyder det meget, at de både fysisk og mentalt er tæt på storbyen, og så gør det knapt så meget, at der ikke er det store butiksliv, hvor de bor”