20. maj 2026

Eline skiftede operaen ud med kinesiologi og meditation

Nogen gange tager livet en drejning, og flere og flere oplever gennem et langt arbejdsliv, at tage nye skridt mod noget helt andet end det de oprindeligt kom fra. En af dem er Eline Denice Risager.

Lige midt i Hinnerup på Ådalsvej, bor Eline sammen med sin mand og barn i et hyggeligt byhus. Lige uden for vinduet er der livlig trafik og masser af mennesker på gaden, men indenfor er der ro, og man ænser nærmest ikke travlheden på den anden side.

Her har Eline sin klinik, Risager Helse, hvorfra hun tilbyder kinesiologi, healing, massage og gratis meditation onsdag eftermiddag. Hun tog springet ud i livet som selvstændig behandler sidste år, og den del samt, hvad kinesiologi er, vender vi tilbage til senere.

Fordi vi skal lige runde, hvad Eline Risager lavede, inden hun blev behandler med egen klinik. Indtil sidste år siden stod hun nemlig på scener over hele landet og sang opera sammen med Den Jyske Opera, som holder til i Aarhus, hvor hun gennem flere år var ansat, blandt andet sammen med sin mand Thomas. Han er også uddannet operasanger, men valgte for år tilbage også at skifte spor, så han i dag arbejder som ingeniør.

“Det er hårdt arbejde at være operasanger, og man er hele tiden på farten til næste koncert et eller andet sted i landet. Da der løbende kom nedskæringer i branchen, så mistede Thomas gradvist lysten, og for godt fem år siden startede han så på uddannelsen til ingeniør. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok også være stoppet på et tidligere tidspunkt, men min ansættelse muliggjorde blandt andet, at Thomas kunne tage sin uddannelse, så derfor blev jeg”, fortæller Eline Denice Risager.

Sideløbende med karrieren som operasanger, tog Eline uddannelsen til kinesiolog, og derfor lå sceneskiftet lige for, da Eline ramte muren og gik ned med stress.

“Sidste år blev jeg ramt af stress, og det var så slemt til sidst, at jeg faktisk ikke kunne synge. Så besluttede jeg at stoppe, og har faktisk ikke sunget siden. Jeg skulle helt sikkert have stoppet meget tidligere, men den slags opdager man nok først, når man er på den anden side”, konstaterer Eline, der nu i stedet er blevet selvstændig behandler.

“Siden 2018 har jeg været i gang med min uddannelse til at blive kinesiolog, og derfor var det helt naturligt at det blev denne vej jeg nu går. Kinesiologi er opfundet af en amerikaner der var kiropraktor og har fokus på at afbalancere kroppen. Det sker blandt andet gennem en muskeltest, hvor man afdækker tilstanden i kroppens energisystem. Der er hen ad vejen kommet forskellige metoder inden for kinesiologi, og jeg bruger den metode der kaldes Matrix, som er frekvensbaseret, hvilket jo passer godt ind, set i forhold til min tid som operasanger”.

Kinesiologi er en komplementær behandlingsform

Alternative behandlingsformer har gennem tiden haft trange kår i store dele af befolkningen, og særligt inden for lægevidenskaben har det alternative været omgivet af stor skepsis. Sådan er det ikke længere, og f.eks akupunktur har fundet vej til de danske sygehuse i forbindelse med fødsler, og Eline betragter kinesiologi som en komplementær behandlingsform til det etablerede sundhedssystem.

Eline oplevede skepsis fra blandt andet sine forældre i starten, men da hun fik forklaret dem, at kinesiologi er et supplement til medicinske behandlingsformer, så faldt paraderne længere ned.

“Min mor er uddannet sygeplejerske, så hun og min far havde en vis portion skepsis til en start, hvilket jo er helt fair, men jeg fik forklaret dem, at min behandling komplementerer behandlingen, f.eks hvis man er hjertepatient og får medicin. Her kan kinesiologi være med til, at man bedre kan tåle medicinen og måske endda gå ned i dosis, men det er vigtigt at understrege, at kinesiologi ikke kan erstatte det lægefaglige”, siger Eline og fortsætter:

“Jeg fik overtalt mine forældre til at prøve en session, og testede forskellige lydfrekvenser af, og det havde så god effekt på min mor, at hun ikke længere har kramper i sit ben om natten. Kan hun mærke at der er tiltræk til det, så lytter hun til lydfrekvensen igen, og så falder det til ro”.

Udover kinesiologi, tilbyder Eline også Reikihealing, Reiki fjernhealing samt fysiurgisk massage.

Gratis meditation om onsdagen

Da ByensNyt kiggede forbi byhuset i Hinnerup, så var det på en onsdag, og det var der en helt særlig grund til. Her tilbyder Eline nemlig gratis meditation fra klokken 17-17.45, hvor man bare dropper ind uden tilmelding.

Meditation er egentlig ikke en del af hendes virksomhed, men en gratis service hun yder på vegne af Brahma Kumaris, som er en upolitisk, almennyttig åndelig organisation, blandt andet med afdeling i Aarhus.

Denne onsdag dukkede fire kvinder op, og Eline konstaterer, at der udover ByensNyts udsendte, blot har været to andre mænd, hvoraf den ene var hendes mand, til onsdagsmeditationen.

“Jeg ved ikke helt, hvorfor det stadig mest er kvinder der mediterer, men måske hænger det sammen med, at kvinder har mere mod på at prøve nyt og er nok mere interesseret i at udvikle sig på det personlige plan. Mænd er måske lidt mere projektorienteret, og kan bedre forholde sig til en cykeltur eller løbe en tur, men det er da værd at undersøge lidt nærmere”, kommer det smilende fra Eline.

Jeg deltog selv i meditationen, og passer nok godt ind i kassen omkring, at det ikke er det mest oplagte for en mand at meditere. Efter små 45 minutter hos Eline er indstillingen en lidt anden, og jeg må konstatere, at det var en god oplevelse og at jeg rent fysisk kunne mærke en reaktion. Så hermed en klar opfordring, også til mænd, om at kigge forbi Ådalsvej 5 til en gang meditation i hverdagens travlhed.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler