Efter en karriere som journalist og kommunikationschef valgte Ellen Stampe en helt anden vej. I dag tager hun imod klienter i Satoricenter i Vitten, hvor hun arbejder med kinesiologi. Vejen dertil begyndte med en fornemmelse af, at der manglede noget.
Det lå for få år tilbage, ikke ligefrem i kortene, at Ellen Stampe skulle ende med at arbejde med kinesiologi fra en klinik i Vitten. Hun har en fortid som journalist og har siden arbejdet med kommunikation – blandt andet som kommunikationschef i en virksomhed i Aarhus. Men med tiden begyndte noget at rumstere, og set i bakspejlet havde fornemmelsen været undervejs gennem længere tid.
“Jeg kunne bare mærke, at der var et eller andet, der ikke var rigtigt. Der var noget, der var forkert. Og selvom jeg først kunne se det i bakspejlet, så havde den der fornemmelse af, at der manglede noget, nok taget til over årene”, fortæller Ellen Stampe.
Samtidig kunne hun mærke, at hun selv gik rundt med noget, som gjorde, at hun ikke følte sig rigtig godt tilpas. Hun kunne ikke umiddelbart sætte fingeren på, hvad det var, men det satte gang i en søgen efter noget, der kunne hjælpe hende med at forstå det – og den søgen skulle vise sig at sende arbejdslivet i en helt ny retning.
Nysgerrigheden blev vakt
Ellen Stampe vidste på det tidspunkt ikke noget særligt om kinesiologi. Det var faktisk noget helt andet, der i første omgang satte hende på sporet. Hun faldt over et videoklip med amerikaneren Bradley Nelson, der blandt andet arbejder med muskeltest. I klippet blev testen brugt som et redskab til at forsøge at finde frem til følelser, som ifølge metoden kan være knyttet til kroppen, og det vakte hendes nysgerrighed.
“Jeg tænkte: Ej, hvor er det mega smart. Det kunne jeg godt tænke mig, for så kunne jeg få det der ud, som jeg godt kunne mærke var derinde, uden at jeg vidste, hvad det var”.
Der var bare ét problem. For at kunne afprøve metoden skulle Ellen kunne muskelteste sig selv, og trods forskellige forsøg med metoder, hun fandt på nettet, kunne hun ikke få det til at fungere.
Det fik hende til at søge videre på nettet, og her stødte hun for første gang på kinesiologi. Hun fandt ud af, at muskeltest bruges som et grundlæggende redskab inden for behandlingsformen, som hun indtil da aldrig havde hørt om.
“Så googlede jeg og fandt ud af, at kinesiologer, som jeg aldrig havde hørt om før, bruger det som et grundredskab. Og så ringede jeg til en og sagde: Jeg kan simpelthen ikke. Hvad skal jeg gøre?”.
Kinesiologen, Ellen fik fat i, boede i Ringe, men skulle tilfældigvis til Aarhus samme weekend. Derfor fik Ellen mulighed for at mødes med hende, og her lykkedes det for første gang at få muskeltesten til at fungere. Oplevelsen gjorde hende så nysgerrig, at hun begyndte at undersøge, hvad der egentlig lå bag kinesiologien.
“Så kunne jeg teste. Og så tænkte jeg, at det var utroligt, at det kunne lade sig gøre. Så måtte jeg jo læse lidt mere om, hvad kinesiologi var. Og så kunne jeg bare mærke: Det er det, jeg har ledt efter. Altså, det er det”.
Det første møde fik siden langt større betydning, end Ellen Stampe havde forestillet sig. Kinesiologen fra Ringe blev nemlig hendes mentor og den person, hun kom til at uddanne sig hos.
“Det er faktisk så sjovt, fordi hende, jeg ringede til, er hende, der er blevet min mentor. Så jeg har kørt til Ringe og lært det nede hos hende”.
Fra journalistik til en helt anden verden
Interessen udviklede sig efterhånden til uddannelse og siden til Satoricenter i Vitten. Dermed tog Ellen Stampe et markant spring fra en arbejdskarriere inden for journalistik og kommunikation til en alternativ behandlingsform, men selv om de to verdener umiddelbart kan synes langt fra hinanden, kan hun selv se en forbindelse.
Som journalist var hun optaget af at møde mennesker og fortælle historier om det, de havde oplevet. Den fascination er ikke forsvundet, selv om hun i dag sidder i en helt anden rolle.
“Som journalist ville jeg gerne fortælle den gode historie. Det der med at møde nogen, som har oplevet noget, og så er de kommet igennem det og kan fortælle, hvordan det var. Og det er lidt det samme, der sker her. Der kommer nogen i klinikken, og så har de et eller andet, som de døjer med”.
Hvor hun tidligere var den, der skulle lytte og efterfølgende fortælle historien videre, er hun nu selv en del af det forløb, klienten gennemgår. Netop mødet med mennesker og oplevelsen af at følge deres udvikling er ifølge Ellen Stampe noget af det, hun får ud af sit nye arbejde.
“Når de er igennem forløbet, så har de det bedre. Det er stadigvæk en god historie. Det er det, det giver mig. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at møde mennesker, som får det bedre, og som kommer igennem noget, som er svært”.
Kroppen som pejlemærke
I Satoricenter arbejder Ellen Stampe med kinesiologi, hvor muskeltest blandt andet bruges som redskab. Hun fortæller, at klienterne kommer med meget forskellige problemstillinger – nogle på grund af fysiske gener, andre med psykiske eller følelsesmæssige udfordringer.
Ellen Stampe arbejder ud fra kinesiologiens forståelse af, at kroppen kan reagere på tidligere belastninger og følelser, og at muskeltest kan bruges til at lede efter sådanne ubalancer. Det kan ifølge hende både være mennesker, som har en konkret fysisk gene, og mennesker, der – ligesom hun selv oplevede det – ikke nødvendigvis kan forklare, hvorfor de ikke føler sig godt tilpas.
“Nogle kommer og ved ikke hvorfor, ligesom jeg selv havde det, hvor jeg bare ikke følte mig okay. Andre kommer helt konkret, fordi de for eksempel har hovedpine, har ondt i et ben eller ikke kan sove og ikke ved hvorfor. Så prøver vi gennem testen at finde frem til, hvad kroppen reagerer på”.
Hun fortæller, at behandlingen også kan føre tilbage til oplevelser, som ligger langt tilbage i klientens liv. Ifølge Ellen Stampe er det ikke nødvendigvis vigtigt, at klienten med det samme kan sætte ord på den konkrete oplevelse, og nogle gange kommer sammenhængen først til personen senere.
“Det kan godt være, at vi tester, at der skete et eller andet, da du var 12 år gammel, og så ved man ikke lige, hvad det skulle være. Det kan også godt være, at man når at forlade klinikken, inden man finder ud af, hvad det var”.
Ellen Stampe understreger samtidig, at hendes arbejde ikke skal forveksles med psykologbehandling. I hendes behandling er det ikke nødvendigt, at klienten fortæller hende hele historien bag en følelse eller oplevelse, hvis vedkommende ikke ønsker det.
“Det er utrolig vigtigt at sige, at det her ikke er at gå til psykolog. Det er ikke sådan, vi arbejder. Vi tester os frem og prøver at finde ud af, hvilken følelse der sidder der, og hvor den sidder. Nogle gange siger jeg til folk: Du behøver ikke fortælle mig, hvad det er. Du skal bare selv mærke det”.
Stadig mennesker og deres historier
Selv om arbejdsdagen i Satoricenter ligger langt fra den, Ellen Stampe tidligere havde som journalist og kommunikationschef, er der altså en rød tråd. Menneskene og deres historier er stadig i centrum, og når hun selv forsøger at forklare, hvorfor arbejdet i klinikken giver mening for hende, vender hun netop tilbage til den del af journalistikken, hun holdt af.
“Jeg har også selv tænkt over, hvorfor jeg synes, at det her giver så meget mening. Og jeg tror, det er det med at møde mennesker. Som journalist ville jeg gerne fortælle den gode historie om nogen, der havde oplevet noget og var kommet igennem det”.
Dengang var Ellen Stampe den, der lyttede til historien og bagefter skulle fortælle den videre. I dag sidder hun på en anden stol, men mødet med mennesker er stadig omdrejningspunktet.
For hende begyndte rejsen med en diffus fornemmelse af, at der manglede noget i hendes eget arbejdsliv. Den førte først til en søgning på nettet, siden til et tilfældigt møde med en kinesiolog og i sidste ende til et markant karriereskifte og Satoricenter i Vitten.
