17. juli 2025

En gammel joke blev pludselig til virkelighed

For nylig åbnede en ny café med det korte navn Rug i Hinnerup, beliggende i Jernbanegade, få meter fra Hinnerup Station og Storegade. Her har Maja, Jannie og Emil indtaget lokalerne, der tidligere har huset blandt andet Skafferiet, Kaffebaren og en garnbutik, og omdannet det til en hyggelig og intim café.

Det er primært Jannie og Maja, mor og datter, man vil møde, hvis man besøger Rug, mens Emil, Jannies kæreste, hjælper til ind i mellem hans andre projekter og arbejde. Jannie kommer fra en stilling som HR-medarbejder på Aarhus Universitetshospital, Maja har sabbat-år efter endt studentereksamen mens Emil har gang i både et studie som bygningskonstruktør, en virksomhed, hvor han servicerer maskiner i motionscentre samt et padelcenter i Brabrand. Set udefra, er der langt fra ovenstående til en café i Hinnerup, men tanken om at åbne noget sammen er blevet vendt ved flere lejligheder, og da Jannie så skiltet “Til Leje” ved lokalerne efter sommerferien, skete der noget.

“Vi har gennem mange år joket om, at det kunne være hyggeligt at have vores eget sted, og vi har flere gange tænkt, at netop stedet her ville være oplagt. I sommer var vi en tur i Italien, og her brugte vi en stor del af den lange køretur på at tale om rugbrød, som jo ofte er noget danskere efterspørger når de er på ferie, og herfra gik snakken på, hvad man ellers kunne lave med rug, og pludselig begyndte vi at tale om, hvad vores café skulle hedde og, hvad der skulle være på menukortet og meget mere”, fortæller Jannie Sommer Frølund.

Da ferien var slut, begyndte Jannie at bage rugbrød derhjemme og en dag kørte hun, som så ofte, forbi lokalet i Jernbanegade, og lagde mærke til, at der stod “Til Leje”, og så begyndte tankerne for alvor at kredse om at starte op. Rug skal først og fremmest være et sted for indbyggerne i Hinnerup, men på sigt er håbet også, at man kan blive en socialøkonomisk café, hvor folk der har det svært, på den ene eller anden måde, kan få et sted at være og blive hjulpet videre i livet.

Marie og Peter, som er Majas søskende, hjælper også til når tiden er til det, så det er i den grad blevet et familieprojekt, og her tre uger efter åbningen kan de konstatere at det er gået ganske godt til en start, og at Hinnerup i den grad har taget godt imod Rug, hvor hovedingrediensen på menukortet naturligvis er rug i mange forskellige varianter.

“Vi har virkelig haft travlt, og både Marie, som var hjemme på vinterferie fra sin efterskole, og Peter der går i 6. klasse, har været i sving. De har hjulpet til i køkkenet og med servering, og synes det er spændende og sjovt, og vi har nydt godt af deres hjælp. Vi har haft fuldt hus rigtigt mange dage, og flere gange har vi måtte sige nej til gæster fordi alt har været optaget, så vi har i den grad fået en god start og testet vores menukort af. Gæsterne har været så søde, og har taget mere end godt imod os, så det er vi jo bare rigtigt glade for”, kommer det smilende fra Maja, der bliver suppleret af Jannie:

“Der har da været tidspunkter, hvor vi har været presset helt i bund, og hvor panikken har bredt sig lidt, men det føles på en anden måde når det er vores eget. Vi har ikke en chef vi kan brokke os til, eller sende gæsten videre til, fordi det er jo os selv der har bolden, og det er selvfølgelig lidt specielt, men jeg synes vi har tacklet det ganske godt og vi tror på det vi laver. Flere gæster har også været her igen allerede, så det tolker vi som noget positivt og at de har kunnet lide det de fik første gang”.

Mens Maja har styr på gæsterne, sørger Jannie for veltilberedt mad i køkkenet

Rollefordelingen er på plads

Rug har åbent onsdag-søndag i dagstimerne, og håber på, at få lov til at lave udeservering på det lille torv foran caféen når vejret bliver lidt lunere. Her ud over er tanken også, at man fra tid til anden vil lave specialarrangementer, hvor der er et tema, f. eks ginsmagning, strikkecafé eller noget helt tredje.

“Vi håber meget på, at vi kan få lov til at lave servering udenfor, både foran caféen og bagved, hvor vi har en lille baggård, så den er på vores “to-do liste”, men lige nu har vi bare fokus på, at få rutinerne på plads. Vi laver det hele fra bunden selv, så det med at lave de rette mængder, skal vi lige have finjusteret, men indtil videre er vi kommet i mål, selvom vi da har haft dage, hvor vi har været på vores maks”, konstaterer Jannie, der regerer i køkkenet, mens Maja har styr på gæsterne og nok så vigtigt, espressomaskinen.

“Min mor er ikke helt dus med maskinen og det med at lave mælkeskum, så den del står jeg for indtil videre. Jeg har tidligere arbejdet hos Bagergården, så det med kundekontakt ligger nok mere naturligt til mig, mens mor har overblikket i køkkenet. Så det er rollefordelingen lige nu, og så må vi se om det ændrer sig hen ad vejen”.

De to caféejere har selv stået for indretningen og konstaterer, at der på den konto har været meget at forholde sig til, blandt andet med, hvilke borde og stole de skulle have, hvordan skulle baren se ud og hvordan indretter man bedst et køkken, så det hele bliver så let og overskueligt som muligt.

“Vi har da helt sikkert opdaget nogle småting som vi skal have rettet til og optimeret på, men det tager vi som det kommer. Lige nu nyder vi bare, at vi er kommet godt i gang, og at folk i Hinnerup har taget så godt imod os, selvom vi fra flere sider blev advaret mod at starte i februar, hvor der godt kan være lidt stille. Det har vi bestemt ikke oplevet, og det håber vi på fortsætter, også efter at nyhedens interesse har lagt sig”.

Maja konstaterede, at det nok ikke bliver så ofte, at de selv får mulighed for at sidde i den hyggelige krog i Rug, så når nu der ingen gæster var, så skulle muligheden udnyttes
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler