En hjælpsom nabo, en engageret frivillig eller en kollega, der altid tager en ekstra tørn. Imerco i Hinnerup inviterer nu borgerne til at indstille lokale ildsjæle, som fortjener anerkendelse for deres indsats for andre.
Under overskriften »Hinnerups største julestjerne« vil butikken sætte fokus på de mennesker, der bidrager til tryghed, glæde og fællesskab i hverdagen – uden at forvente noget igen.
“En lille gestus eller en hjælpende hånd kan betyde mere, end man tror. Julen er derfor en oplagt anledning til at sige tak og anerkende dem, der gør noget særligt for andre,” lyder det fra Imerco.
Det kan eksempelvis være en frivillig, der får det lokale foreningsliv til at hænge sammen, eller en nabo, der altid har tid til at hjælpe. Fælles for de nominerede skal være, at de gør en forskel for mennesker omkring sig.
Den lokale julestjerne modtager ud over titlen en topstjerne fra Georg Jensen. Der er også en hemmelig mandelgave fra Imerco til den person, der har indstillet vinderen.
Nomineringerne foregår i Imerco på Pakhusvej 3 i Hinnerup fra den 9. november til den 6. december.























