Inflation og stigende priser svarer til, at en gennemsnitlig dansk familie skal finde cirka 1.500 kroner ekstra om måneden. Dette gælder også i Favrskov, hvor det især er energipriserne, der er taget på himmelflugt. Ifølge den lokale bank, Djurslands Bank, kan man gøre flere ting for at få pengene til at slå til.
Vi mærker det nok alle i hverdagen: Priserne er steget på alt fra madvarer til brændstof og energi. Det gør ondt på pengepungen, når alt stiger på samme tid – for det er nærmest hele vejen rundt, at vi mærker det.
Undersøgelser viser, at el, gas og brændstofpriser er steget med 1000 kr. i gennemsnit pr. måned for en helt almindelig gennemsnitsfamilie. Dertil kommer stigende fødevarepriser med 500 kr. måned. Samlet skal en almindelig familie altså finde 1.500 kr. mere pr. måned – og det er uden at få mere for pengene.
“Det er voldsomme prisstigninger, som vi ser. For mange er der derfor helt sikkert brug for at kigge budgettet igennem og eventuelt også sætte den månedlige overførsel op. På den måde kan man undgå et overtræk på budgetkontoen senere på året”, råder Jan Labich, filialdirektør i Djurslands Bank i Hinnerup.
Han nævner desuden også de generelle råd om at skrue ned for varmen, køre lidt mindre i bil og købe større ind, når der er gode tilbud i supermarkedet.
“Vi har her i banken også stor forståelse for, at der kan opstå overraskende årsafregninger på f.eks. el og gas, og vi er bestemt åbne overfor en dialog omkring at springe nogle måneder over i afdrag på lån. På den måde kan man få lidt luft i økonomien. Der er også mulighed for at skifte til prisbillige energilån, hvis man står overfor udskiftning af varmekilder, eksempelvis til varmepumpe”, siger Jan Labich.