20. januar 2026

Søften-virksomhed gør livet for ansatte med børn mere trygt

Velas i Søften, der er en af landets førende rådgivningsvirksomheder inden for landbrug, indfører nu et tiltag, der vil give ansatte med børn mere tryghed i hverdagen.

Mange kender nok følelsen af, at stå med et barn der har sygdom, og hvor barnets første sygedag i langt de fleste tilfælde ikke rækker. Det er for mange børnefamilier en stressfaktor, og det har Velas i Søften nu tænkt sig at gøre noget ved.

Derfor tilbyder de nu alle deres ansatte med børn under 14 år, at de kan holde ubegrænset fri i tilfælde af sygdom hos barnet, og derved gøre hverdagslivet mere ubekymret og lettere.

“Vi ønsker at være en arbejdsplads, hvor der er plads til både arbejdsliv og familieliv. Når ens barn er sygt, skal man kunne være der uden at føle sig presset eller bekymret for, om man nu bruger den sidste barns sygedag”, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas til virksomhedens hjemmeside.

I følge direktøren, så sikrer den nye ordning mere tryghed, og han er ikke bekymret for, at det vil give mere fravær samlet set.

“Det her er ikke et signal om, at man skal være væk fra arbejde så meget som muligt. Tværtimod. Vi har tillid til, at vores medarbejdere bruger ordningen ansvarligt, og vi vil derfor gerne give dem ro i maven i de situationer, hvor familielivet kræver førsteprioritet”, siger Jacob Christiansen og tilføjer:

“Vi ved, at mange forældre kan føle sig presset til at melde sig selv syge for at kunne passe et sygt barn. Når den bekymring forsvinder, tror vi på, at det samlet bliver en win-win for medarbejdere og virksomhed”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler