På fredag afholder Rema 1000 i Søften, i samarbejde med Nybolig Hinnerup og Sparekassen Kronjylland, for anden gang Helteløbet, hvor der samles ind til Børneulykkesfondens arbejde.
Legeheltene, der er en del af Børneulykkesfonden, arrangerer landet over Helteløb, og her er Rema 1000 hovedsponsor. Derfor spurgte de to købmænd i Søften, Anders og Christian, sidste år Kirsten Dalsgaard, om hun kunne tænke sig at være en del af Helteløbet, hvis de fik det til Søften. Det ville Kirsten godt, og sidste års løb endte med, trods dårligt vejr, at blive en stor succes, og derfor er Helteløbet tilbage på fredag.
“Sidste år blev en god succes på premieren, og nu gør vi det så for anden gang, og så er det vel en tradition”, lyder det med et smil fra Kirsten Dalsgaard, inden hun fortsætter:
“Der var ikke så meget at være i tvivl om, da Rema tog kontakt til mig sidste år. Det er et fedt arrangement, der går til et godt formål og er helt lokalt. Samtidig er det noget helt andet end det vi ellers går og laver, så det skulle vi selvfølgelig være med til. Det var fedt at være med til sidste år, så vi glæder os til på fredag, hvor der forhåbentlig er endnu flere deltagere end sidste år”.
Nybolig Hinnerup donerer både et kontant beløb, og så står de også klar med vand til deltagerne efter løbet. Selve løbet foregår i og omkring Rema 1000 Søften fra klokken 16.
Godt gang i boligmarkedet hen over sommeren
Sommeren synger på sidste vers, og Kirsten Dalsgaard kan se tilbage på en periode, hvor der har været fint gang i boligmarkedet, både i forhold til salg, men også i forhold til køberrådgivning.
“Vi har travlt, og vi mangler huse til salg, og jeg må sige, at det har været en god sommer med masser af aktivitet, og vi oplever at man som køber skal være klar til at slå til, fordi de attraktive områder er stærkt efterspurgte. Flere ejendomme bliver endda solgt i overbud, så det kan vi jo kun glæde os over”, siger Kirsten, der også har nok at se til i forhold til køberrådgivning.
“Lige nu har vi mange sager, hvor vi sidder som køberrådgiver, altså, hvor vi repræsentere køber. Det er både lokalt, men også i andre dele af landet, og her hjælper vi folk med det juridiske, hvilket bliver mere og mere brugt. Det er i stedet for at have en advokat, og vi er typisk med ude at kigge på boligen og hjælper også undervejs, f.eks med forhandlingen, hvor en advokat typisk først kommer ind i billedet, når der er skrevet under på købsaftalen”.














