Da 2021 blev til 2022 betød det goddag til en ny medarbejder i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hinnerup, hvor man har ansat Mads Aakjær Gundersen som ny privatrådgiver.
Mads er rekrutteret fra egen rækker og kommer fra en lignende stilling i Grenaa, og er i fuld gang med at lære sine kunder at kende, og dem er der mange af. Faktisk har den unge rådgiver fået den største portefølje i afdelingen, så der er nok at se til.
”Jeg kommer fra vores Grenaa-afdeling, hvor jeg har været i godt to år, og nu glæder jeg mig til for alvor at komme i gang. Der er nok at se til, og jeg ser i den grad frem til, at komme til at hilse på mine kunder. Jeg har en stor del yngre kunder, som jeg med min alder kan være i øjenhøjde med, men selvfølgelig er der også kunder der er en del ældre og på et andet sted i livet end jeg, men hovedvægten er helt naturligt i den yngre del af 8382 Hinnerup”, fortæller Mads til ByensNyt, der sammen med Claes Vadgaard Jensen, der er souschef i afdelingen, skal på sightseeing i Hinnerup og omegn for at få en god fornemmelse af, hvor de forskellige ting i byen er, så han ved, hvad kunderne taler om.
”Jeg er ikke selv fra Hinnerup, og derfor skal jeg lige vises rundt, så jeg har en fornemmelse af byen og området, og kan tale med om det der optager vores kunder. Lokalkendskabet er vigtigt, så man ved, hvad der rører sig i byen, og ved hvad der betyder noget for folk. Blandt andet har jeg fundet ud af allerede nu, at der er en helt fantastisk bager, og sådanne små detaljer, er gode at vide”, kommer det storsmilende fra Mads.
Afdelingen i Hinnerup var faktisk på udkig efter en rådgiver mere, men har indtil nu ikke fundet den rigtige i et marked, hvor der er mangel på bankrådgivere.
”Vi havde faktisk håbet på, at der en mere der kunnet have startet sammen med Mads, men vi har simpelthen ikke fundet en endnu. Der er, lige som mange andre steder i samfundet, mangel på arbejdskraft, og andre steder i Sparekassen har man søgt i flere år, uden at have fået besat de ønskede stillinger. Så vi kommer til at begynde at uddanne nogle flere selv, fordi ellers får vi ikke den arbejdsstyrke vi har brug for, da vi vækster meget i disse år”, lyder det fra Claes Vadgaard Jensen, der selv er fra Hinnerup.