Hvis alt går efter planen, så står der i 2027 et rigtig stort frostvarelager klar til brug i Søften Erhverv, med plads til hele 53.000 paller på en gang.
Bag det nye byggeri i Søften Erhverv, der efter planen skal stå færdig i januar 2027, står Constellation Cold Logistics (tidligere Agri-Norcold), der udover det store lager på mere end 22.000 kvadratmeter, også kommer til at rumme kontor og personalefaciliteter på 800 kvadratmeter. Byggeriet foregår på en 68.000 m² stor grund beliggende på Kappa 5 i Søften Erhverv.
“Vi ser frem til at flytte til Søften Erhverv med vores nye lagerfaciliteter. Det er en super placering – både i forhold til kunderne og vores medarbejdere. Hertil kommer, at Favrskov Kommune har været en meget konstruktiv samarbejdspartner og medspiller i hele planlægningsprocessen. Vi sætter stor pris på den positive og løsningsorienterede dialog, der har gjort det muligt at komme så hurtigt og godt i gang med byggeriet, udtaler adm. direktør Jan Nielsen, Constellation Cold Logistics i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Ydelserne spænder fra avanceret indfrysning og temperering til pakning og temperaturkontrolleret transport, og virksomheden har opbygget en stærk position gennem en kombination af lokal tilstedeværelse og et europæisk netværk.
“Placeringen i Søften er nøje udvalgt. Området ligger tæt på Aarhus, motorvejsnettet og store fødevareproduktionsområder, hvilket giver optimale betingelser for hurtige og pålidelige leverancer til både nationale og internationale markeder. Og vi er så tilfredse med vores nye placering i Favrskov Kommune, at vi allerede har lagt billet ind på en udvidelse af grunden i Søften”, lyder det fra direktøren.
Favrskov Kommunes borgmester, Lars Storgaard, er naturligvis glad for det nye byggeri og endnu en ny virksomhed til Favrskov. Det er med til at understrege, at Favrskov er en attraktiv kommune i forhold til erhverv, og samtidig sikre nye arbejdspladser.
“Jeg er yderst tilfreds med, at Constellation Cold Logistics har valgt at lokalisere sig i Søften. Det viser endnu en gang, at Søften er et meget attraktivt erhvervsområde og helt centralt i forhold til at tiltrække store erhvervsinvesteringer til Favrskov. Og så glæder jeg mig naturligvis over, at det nye byggeri betyder, at der kommer endnu flere arbejdspladser til kommunen”, siger Lars Storgaard














