Da marts blev til april, var det også markeringen af, at Lars Enøe, efter 24 år i Hinnerup Optik & Guld, stoppede som medejer i butikken, og overlod tøjlerne til Louise Hasager Munch og Benny Kvistgaard.
Siden starten af 2023 har overdragelsen af Hinnerup Optik & Guld været i gang, da man ved ansættelsen af Benny påbegyndte ejerskiftet, som altså blev endeligt effektueret i år, hvor Lars Enøe solgte hans ejerdel til Louise og Benny. Lars Enøe, der har været ejer og medejer af butikken i 24 år, er nu blevet partner i virksomheden Gentium, hvor han sammen med Helle Gade og Steen Elgaard, rådgiver virksomheder om, blandt andet, ejer- og generationsskifte.
Mens Benny er kommet til butikken for lidt mere end to år siden, så har Louise Hasager Munch været en fast bestandel af Hinnerup Optik & Guld i 26 år, og kender derfor både butikken og kundekredsen særdeles godt. Hun har også været med til en flytning, et navneskifte og udvidelse af sortiment med smykker og ure, og virkede på alle måder som den oplagte arvtager til butikken. Louise havde dog et enkelt krav i den sammenhæng, hun skulle have en medejer, og det endte så med at blive Benny.
“Da jeg blev ansat i februar 2023 var det med den hensigt, at jeg skulle blive medejer af butikken sammen med Louise. Vi brugte lige lidt tid på at se, om det kunne fungere, og da vi følte at matchet var der, så gik vi i gang med ejerskiftet, der stod på i to år”, fortæller Benny, der bliver suppleret af Louise:
“Jeg kunne ikke se mig selv som eneejer, og derfor passede det rigtigt godt, at Benny havde mod på at blive medejer. Vi kendte hinanden en smule i forvejen, og fandt hurtigt ud af, at vi kunne blive et godt makkerskab, og det føler jeg i den grad vi er blevet. Vi supplerer hinanden på en god måde, og har helt naturligt fundet hver vores område som vi står for i forhold til den daglige drift, både i butikken og i forhold til det administrative”.
Med Lars Enøe afgang, så var det også et farvel til en god kollega og ven gennem mange år for Louise, og det har været specielt for hende.
“Jeg har jo kendt Lars i rigtigt mange år, så det er da specielt at han ikke har sin daglige gang i butikken mere. Vi blev også uddannet sammen, så vi har kendt hinanden i 30 år, men ses ikke privat, så det er også på den led specielt, at Lars er stoppet. Han har sørget for at processen er gået rigtig godt og har hjulpet os alt det han kunne, og nu er vi så på egen hånd, og det føler vi os godt klædt på til”, konstaterer Louise.
Ny lokal optiker ansat
Med Lars´ stop, skulle der findes en ny optiker til butikken, og her har man været så heldige at finde Anne-Mette Rahbek, der er født og opvokset i Søften, men som for nylig flyttede til Stevnstrup ved Randers. Og netop hendes bopælsskifte har været årsagen til, at hun nu er at finde i Hinnerup Optik & Guld.
“Da jeg for nylig flyttede til Stevnstrup, så ringede Benny til mig og sagde at “nu kunne jeg jo godt blive ansat i butikken”, og det havde han jo helt ret i. Jeg kender Benny fra en optikerbutik i Aarhus, og her fortalte jeg ham, at jeg ikke ville bo og arbejde i samme by, hvilket jo betød at jeg ikke kunne arbejde i Hinnerup Optik & Guld. Det løste sig så ved min flytning, og det er jeg rigtig glad for”, kommer det storsmilende fra Anne-Mette, der sætter lidt flere ord på, hvorfor det i hendes verden er vigtigt, at have arbejde og bopæl adskilt.
“Jeg synes det er et meget intimt arbejde at være optiker, hvor man sætter sig ind i kundens liv og behov, og derfor har jeg det godt med, at når jeg går ud af butikken og ned i mit lokale supermarked, så møder jeg ikke kunderne. Jeg kan godt lide at være privat, og det kræver for mig, at jeg bor i en anden by”.
Anne-Mette er 31 år, og glæder sig over, at være kommet til en butik, hvor det personlige kendskab til kunderne vægtes højt, noget hun sætter stor pris på. Samtidig har hun også fået nyt kendskab til smykker og ure, som er en stor del af sortimentet i butikken, og den opgave falder hende helt naturligt.
“Jeg kender jo rigtigt mange af vores kunder qua at jeg har boet i Søften hele mit liv, så det føles lidt som at komme hjem, hvilket er dejligt, og så er det nogle skønne kollegaer jeg har fået. Samtidig har jeg lært at skifte batteri på et ur, en lænke i et smykke og lave hul i ørene, og det kan jeg egentlig meget godt lide. Jeg elsker at være optiker, men at kunne lidt mere, det gør da bestemt ikke noget, og det gør også, at arbejdsdagen bliver endnu mere varierende med mange forskellige kunder og opgaver”.














