I morgen er det Record Store Day, og det markerer Claus Hvass og inviterer til en lørdag med musik og vinyler.
Når Claus Hvass i Hinnerup i morgen åbner butikken, bliver det ikke til en dag som alle andre, men en lørdag med musik og vinyler i centrum. Det er i anledningen af Record Store Day 22. april, der markeres i butikken, lyder det på Facebook.
Forretningen, de fleste kender for salg af herretøj, har i længere tid også solgt LR’er. Da butikken 30. marts fejrede fødselsdag, inviterede Claus Hvass også ind til den første vinyl-koncert i ”The Bassment” i kælderen. Den tages også i brug i forbindelse med dagen, der er en global begivenhed i pladebutikker, hvor særlige eksemplar af plader udgives i begrænset antal.
I Hinnerup er de også klar til salg af vinyler, hvilket Claus Hvass ikke er alene om. Også Pladekisten.dk deltager på dagen og vil medbringe aktuelle udgivelser. Mellem 10:30 og 12 vil der være livemusik i butikken, når The Beachberserkers kommer og spiller. Med sig har de deres debut-LP, der vil være mulig at købe med hjem.
Claus Hvass har også tidligere holdt Record Store Day, hvilket lørdag gentages fra 9:30 til 13. Har man ikke fået nok af LP’er, kan man se frem til nye vinylkoncerter i maj og juni, hvor man kan høre og blive klogere på udvalgte plader.














