Der var ved dette kommunalvalg debut til Danmarksdemokraterne, og anført af Lone Glarbo, formåede partiet at få valgt to personer ind.
Lone Glarbo fik et flot personligt valg med 586 personlige stemmer, mens Morten Bang, der også blev valgt ind, fik 478 stemmer. Samlet set fik partiet 1980 stemmer, hvilket altså lige præcis var nok til to mandater, på bekostning af Liberal Alliance, der blot var få stemmer fra at snuppe deres andet mandat.
Lone Glarbo kommer oprindeligt fra Venstre, men efter sidste valg, hvor hun ikke blev valgt ind, blev hun efterfølgende medlem af Danmarksdemokraterne, og har siden da kørt sig selv i stilling som spidskandidat for partiet.
“Jeg er meget tilfreds og er meget glad lige nu. Vi fik de to mandater som vi havde håbet på, og som jeg på forhånd havde tænkt, ville være et realistisk mål, men det havde da været fantastisk med et mandat mere, om end vi er meget glade og tilfredse med to”, fastslår Lone Glarbo over for ByensNyt.
Mens Morten Bang allerede nu sidder i byrådet, så glæder Lone Glarbo sig til at gøre comeback i lokalpolitik, og ser frem til at få kæmpet for Danmarkdemokraternes mærkesager i det kommende byråd.

“Nu skal vi have omsat de to mandater til noget politik, hvor Danmarksdemokraterne bliver hørt og får indflydelse. Vi skal have kigget på, om vi fordeler tingene godt nok, og jeg håber meget på, at vi kan udvikle området omkring Ulstrup med meget mere “outdoor”, fordi de har rammerne til det, og det skal vi have udnyttet meget bedre”, siger Lone Glarbo, der også vil have kigget på en administrationsbygning i Ulstrup:
“Vi vil gerne være med til at kigge på mulighederne for en ny administrationsbygning i Ulstrup, som skal kunne bruges til andre formål, måske et “Byens Hus”, så der kan laves nogle synergieffekter. Jeg ved, at der er afsat midler til at renovere kælderen på plejecenter Anlægget, hvor hjemmeplejen sidder, og de penge kan jo puttes ind i en ny bygning i stedet. Vi skal fastholde at Ulstrup er en af de fire hovedbyer, og det vil vi kæmpe for, fordi vi kan ikke være andet bekendt”.
Udover et veloverstået valg, så går arbejdet nu i gang med at skabe en formel partiforening for Danmarksdemokraterne. Indtil nu har det, i lighed med resten af valget, været et aktivitetsudvalg der har drevet partiets aktiviteter, så nu går arbejdet på den front også i gang.
“Nu skal vi i gang med at stifte en egentlig partiforening med en bestyrelse, så her venter der et stort stykke arbejde, og så skal vi også have flere kvinder ind i partiet, så det ikke blot er mig, der på den front tegner partiet”.













