På tirsdag er der kommunalvalg, og derfor er valgkampen inde i sin slutspurt, og hvad gør man så, når man fylder 30 år, og stadig skal holde dampen oppe i sin valgkampagne? I Kristoffer Merrilds tilfælde, så inviterer man hele kommunen til fødselsdagskage og kaffe på torvet i Hinnerup.
Kristoffer Merrild stiller op for Socialdemokratiet for første gang, og er en af de yngste kandidater på stemmesedlen i Favrskov Kommune, og havde i dagens anledning fået opbakning af Daniel Toft Jacobsen, der er valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. Flere andre kandidater kiggede forbi, blandt andet Nils Borring, mens også flere borgere takkede ja til tilbudet om kage og kaffe, inden turen gik videre ud i Hinnerups gader.
Fødselaren selv var i godt humør, og kunne berette om en god valgkamp, hvor han dog stadig følte det lidt mærkeligt, at hænge i diverse lygtepæle med sit ansigt.
“Det har været en god oplevelse, at føre valgkamp, men det er virkelig underligt, at se sig selv på valgplakater og også fornemme, at folk begynder at genkende en rundt omkring, det skal jeg lige vænne mig til. Nu skal der fejres fødselsdag, og jeg synes det var helt oplagt at gøre det her på torvet, når det nu er valg, og så var det da nærliggende at invitere hele kommunen”, kommer det smågrinende fra Kristoffer Merrild og tilføjer:
“Jeg har selv ført valgkamp for andre de sidste 15 år, så jeg ved godt hvad det drejer sig om, men nu skulle det prøves af for mig selv, og indtil nu, har det været en positiv oplevelse, med masser af gode snakke og spørgelystne folk rundt omkring i kommunen”
Han er ansat som specialist i hvidvask ved SKAT i Fredericia, og bor i Hinnerup sammen med sin familie, der også tog del i festlighederne på torvet.