I Søften venter en weekenden med sommerfest, der fredag starter ud med det årlige sponsorcykelløb.
I weekenden finder årets sommerfest i Søften sted, når SGF’s Venner inviterer byen til sponsorcykelløb fredag og til en lørdag med masser af aktivitet. Programmet er klar og hele byen er velkommen til en god weekend ved fodboldbanerne på Neptunvej 18. og 19. august.
Cykelløb rundt i Søften
Fredag 17:30 lyder startskuddet til årets sponsorcykelløb. Løbet starter og slutter ved SGF’s klubhus på Neptunvej og fortsætter frem til 19:30. Her kan børn og voksne tage én eller flere runder, på én af ruterne på henholdsvis 3,5 og 10,5 km. Deltagerne kan frem til start finde venner, naboer og familiemedlemmer, der vil sponsorere med et fast beløb eller et beløb pr kørte km. Pengene, der køres ind, går til SGF og de forskellige afdelinger.
Ved klubhuset er der plads til tilskuere, og der kan købes pølser, øl, vand og slik. Efter løbet uddeles der præmier til de børn og voksne, der har kørt flest penge ind til foreningen. Derudover er der præmier til rytterne med sjoveste og mest fantasifulde udklædning og køretøj.
Hvor langt man får kørt registreres af en chip, der udleveres sammen med rygnumre ved løbets indskrivning, der starter klokken 16. I 2022 kørte 150 cyklister mere end 150.000 kroner ind til SGF. Der kan læses mere om løbet, ruten og indskrivning på sgfvenner.dk.
Sommerfest for hele byen
Efter at have kørt penge ind til byens idrætsforening, er der lørdag sommerfest for hele byen. Fra klokken 10 er der liv på fodboldbanerne ved Neptunvej, hvor der vil være forskellige boder, aktiviteter, skydetelt, hoppepuder og meget mere. I løbet af dagen afvikles turneringer i både høvdingebold og volleyball, og ellers kan der prøves kræfter med tennis og bordtennis.
Dagen i gennem vil der være masser af aktivitet og mulighed for at få en festlig dag for hele familien. På pladsen sælges pølser, øl, vand og slik, og i teltet kan der nydes frokost og live musik. For de heldige, der har fået billetter, er der om aftenen fest i teltet med mad og musik.
Udover de forskellige aktiviteter holder SGF Fodbold reception i klubhuset i anledning af deres 50-års jubilæum, og på pladsen kan man sikre sig billetter til Søften Revyen. Billetsalget starter klokken 10 til revyen med titlen ”Hvor svært ka´ det være?”, der spiller fra 4. til 11. november.