’Den gemte regnbue’ er temaet for årets børnekunstudstillingen, som børn fra vuggestuer, børnehaver og SFO’er i Hinnerup-området har bidraget til. Årets tema er inspireret af det store vægmaleri kunstneren Vibeke Lawaetz har lavet ved trappen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.
Lawaetz’ maleri er en del af kunstværket OUR HIDDEN RAINBOW. Farverne er monokrome – og nuancen er bestemt ud fra kunstværkernes geografiske placering i forhold til Olafur Eliassons berømte kunstværk YOUR RAINBOW PANORAMA på toppen af ARoS i Århus.
Vuggestuer, børnehaver og SFO’er fra Hinnerup, Søften og Korsholm har alle fået tildelt en farve, som de har skullet bruge til en skulptur og et væghængt værk. Udstillingen samler farverne og giver tilskueren en fornemmelse af at gå rundt i en regnbue. Herudover er der mange små detaljer at gå på opdagelse i og værkerne er meget forskellige i form og udtryk.
”Der har været lidt flere regler i år end der plejer, for den kunst pædagogerne har skullet lave sammen med børnene. Vi har heldigvis nogle vildt gode og kreative pædagoger her i området, som i den grad har fulgt bibliotekets ideer – og resultatet er bare helt fantastisk! Jeg håber alle giver sig tid til at komme forbi Uhresalen i efterårsferien” fortæller Merete Nikolajsen fra Hinnerup Bibliotek.
140 af de små kunstnere deltog i den festlige ferniseringsdag, der bød på tale, sang og ikke mindst popcorn og saftevand.
Børnekunstudstilling – ’Den gemte regnbue’
Uhresalen, Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
Udstillingen varer indtil 25. oktober og kan ses i den betjente åbningstid – se favrskovbib.dk.