26. april 2024

No logo found

No logo found

Fornem hæder til Hinnerup Gardens dirigent

Anne Mette Tilsted Hansen, som er dirigent for Hinnerup Gardens brass band, har fået tildelt Landsgarderforeningens fortjenestmedalje i bronze for sit arbejde med fremtidens talenter.

Begrundelsen for indstillingen:

Anne Mette Tilsted Hansen er en af nøglepersonerne indenfor dansk amatørmusik ikke mindst i forhold til udvikling af fremtidens talenter.

Som instruktør ved Hinnerup Garden har Anne Mette været både arkitekten for grundlæggelsen af vores elevskole og juniororkester, og Hinnerup Garden har haft så stor succes med denne model, at vi gennem de senere år har haft en jævn stigning i medlemsantallet. Lige nu tæller vi ca. 45 musikere fra 8 år og opefter. En del af vores medlemmer kommer ikke fra nærområdet, men kommer til Hinnerup for at spille på grund af kvaliteten i undervisningen, skriver Hinnerup Garden i en pressemeddelelse.

Efter en periode som projektansat, blev Anne Mette ansat som fast dirigent for Hinnerup Gardens Brass Band i 2013. Og ansættelsen har været den direkte årsag til, at Hinnerup Garden i de seneste 10 år har flyttet sig musikalsk fra at være et middelmådigt orkester til nu at have vundet brass band konkurrencen ved DM for Bygarder fire gange i træk. 

Hinnerup Garden har desuden opnået flotte resultater i flere andre danske musikkonkurrencer, og har dermed markeret sig kraftigt på det nationale amatørmusikalske landkort.

Anne Mette har en god sans for at udvikle og udfordre medlemmerne, så de både flytter sig musikalsk og personligt. Hun stiller store krav, men er også realistisk om, hvad musikerne kan bære hver især. Dette er vigtigt, idet det ikke er en homogen gruppe, alene på grund af aldersspredningen.

Fremtidens professionelle musikere udspringer af vækstlaget af amatører, og det kræver en aktiv indsats at sikre fødekæden. Talentudviklingen er en af Anne Mettes mærkesager i hendes arbejde som bestyrelsesmedlem i Dansk Amatørorkesterforbund, og som mangeårig instruktør på FDF orkesterkursus.

Anne Mettes tanker om talentudvikling har også ført til grundlæggelsen af foreningen Hinnerup Sommerskole, som hver sommer tilbyder professionel brass- og trommeundervisning for børn i alderen 9-18 år. Eleverne kommer fra hele landet.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler