15. september 2024

Hellige tre konger samlede 100 lokale til fakkeloptog

Søndag mødte mere end 100 børn, konfirmander og voksne op i Grundfør til markeringen af helligtrekonger. Med inspiration fra Gran Canaria er begivenheden efter 12 år blevet en fast tradition.

Helligtrekongersdag fylder ikke meget i de flestes bevidsthed og nyder ikke stor opmærksomhed. Men sådan er det ikke ved Kirken i Hinnerup, der søndag markerede dagen med stor opbakning fra de lokale.

Da mørket faldt på, mødtes mere end 100 personer fra området – børnefamilier, konfirmander som pensionister – ved gadekæret i Grundfør. Her har Kirken i Hinnerup gjort det til en årlig begivenhed at fejre helligtrekonger med fakkeloptog, sang, de vise mænds komme, prædiken og lidt at spise. Normalt er der omkring 80 deltagende, men i år gav deltagelse fra konfirmanderne et boom i deltageretallet.

Markeringen er blevet en tradition med fast program, hvor der startes med at tænde fakler. I år blev det til 100 styks. Idéen til fejringen kom for 12 år siden fra to Hinnerup-borgere. Den ene var Birthe Engelbrecht, der på en rejse netop havde set, hvordan de 5. januar i stor stil fejrer helligtrekongersaften på Gran Canaria.

”Vi så helligtrekongersaften, de hellige tre konger kom ridende på kameler i flotte rober. Så tænkte vi, at det var da spændende, for det er ligesom forsvundet i den moderne verden at fejre helligtrekonger”, fortæller Birthe Engelbrecht til ByensNyt. Herefter blev der taget initiativ til at markere dagen.

”Vi gik til menighedsrådet for at høre, om det ikke var noget, kirken skulle tage op. Det, syntes de, var en fin idé, så vi kunne bare gå i gang”, fortæller Birthe, der lige siden har været med til at arrangere dagen.

De frivillige er afgørende

Hvert år synges de oprindelige 19 vers af Dejlig Er Den Himmel Blå, der deles op og synges løbende. Efter lidt sang ved kæret kom de tre vise mænd i fine dragter gående mod forsamlingen. Sammen med sognepræst Morten Krogh Nielsen førte de an i et fakkeloptog mod kirken, der efterfølgende fyldtes med mennesker.

De tre vise mænd ankom til fejringen og ledte an i fakkeloptoget. Foto: Kirken i Hinnerups facebookside

De hellige tre konger entrerede kirken som de sidste og mødtes med Maria og Josef, der sad med jesusbarnet på et podie. Hver især klædt i dragter syet af en ældre dame fra Hinnerup. Hvert år lægger hun masser af tid i, at dragterne bliver perfekte og et flot syn for de fremmødte.

Birthe Engelbrecht lægger vægt på de mere end 20 frivillige, der år efter år hjælper til og får det hele til at spille. Også denne søndag resulterede det i en hyggelig aften med et smukt syn af fakkeloptoget og de bibelske personer.

”De frivillige skal fremhæves, for de gør et kæmpe arbejde. De er afgørende for, at man kan afholde sådan en aften og samle folk og skabe liv”, siger hun.

I kirken var der prædiken, de hellige tre konger bragte gaver, og de sidste vers blev sunget. Afslutningsvis var der pølser og brød samt lidt at drikke i forsamlingshuset, hvor der selvfølgelig var helligtrekongerlys i vinduerne.

”Vi synes, det er en meget smuk tradition at slutte julen med helligtrekonger”, siger Birthe Engelbrecht.

Mads Hvid
Mads Hvid
Mads Hvid er uddannet journalist og skriver for ByensNyt med udgangspunkt i 8382 Hinnerup. Mads er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har tidligere skrevet for DK Medier. I dag bor han i Aarhus, men er født og opvokset i Søften.

Relaterede artikler