20. januar 2026

Hinnerup Bibliotek indskrænker åbningstiden frem til uge 8

I 2025 var der tiltagende problemer med unge mennesker på Hinnerup Bibliotek, der skabte utryghed og lavede hærværk, hvilket gjorde at man i en periode indskrænkede den selvbetjente åbningstid. Nu er den så desværre gal igen.

I den seneste tid har der igen været uro og hærværk, senest med fyrværkeri indenfor, på Hinnerup Bibliotek, og det får nu igen konsekvenser for åbningstiderne på byens bibliotek. Fra på fredag og frem til uge 8 er der således kun åbent for selvbetjening frem til klokken 19, i stedet for klokken 22.

Det ærgrer Morten Bang, formand for Kultur og Fritid og medlem af byrådet for Danmarksdemokraterne, at man igen er nødt til at indskrænke åbningstiden, men han mener at det er den bedste løsning lige nu.

“Vi har desværre problemer med en gruppe unge mennesker der laver hærværk og skaber utryghed på Hinnerup Bibliotek, og det skal vi have styr på. Det er rigtigt ærgerligt, at det går ud over flertallet, men lige nu kan det ikke være anderledes. Jeg tror omvendt heller ikke, at folk har lyst til at opholde sig på biblioteket, hvis der er uro og ballade, så jeg tror at begrænsning i åbningstiden er den bedste løsning lige nu”, lyder det fra Morten Bang til ByensNyt.

Både Politi, SSP og skolerne i området er involveret, og Morten Bang slår fast, at man ikke vil acceptere den adfærd som gruppen af unge udviser, og siger samtidig, at man er meget velkommen til at opholde sig på biblioteket og andre offentlige steder, hvis man opfører sig ordentligt.

“Vi tager det meget alvorligt, og både politi, SSP, skoler og kommunen gør en ekstra indsats for at komme problemerne til livs og finde løsninger. De unge er meget velkomne til at benytte opholdsområdet på biblioteket, så længe de opfører sig ordentligt, men gør de ikke det, så bliver vi selvfølgelig nødt til at trække en streg i sandet”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler