27. juli 2024

Hinnerup Gardens Trommekorps vandt for 4. gang i træk

Hinnerup Gardens Trommekorps deltog lørdag d. 9. september i Svendborg Musikkonkurrence, og det lykkedes trommekorpset at vinde 1. division for trommekorps for fjerde gang i træk. Trommekorpset fik også samlet set det højeste antal point i Svendborg Musikkonkurrence på tværs af alle konkurrencer.

Konkurrencen bestod af 3 dele: En udendørskonkurrence i Svendborg Midtby, hvor der var blindbedømmelse, samt en indendørs koncert bestående af et pligtstykke og et par selvvalgte numre. 

”Trommekorpset spillede et stykke der normalt bliver brugt på Musikkonservatoriet. Men denne gang var der alligevel stor spænding om resultatet, da vi var klar over, at tiden var overskredet, og at det kostede et point”, fortæller Dorthe Pieper, der er formand for Hinnerup Garden i en pressemeddelelse.

Logistiske problemer med noget musikudstyr betød, at konkurrencetiden blev overskredet med 4 sekunder til den indendørs koncert.  Til trods for pointtabet fik Hinnerup Gardens Trommekorps alligevel 97 point (ud af 100 point). Peter Most Garden fra Svendborg fik 94,7 point og Odder Garden fik 92,1 point.  

Der er flere forhold som gør, at Hinnerup Garden klarer sig så godt til konkurrencer. Det er ret unikt blandt danske bygarder at Hinnerup Garden tilbyder undervisning i tre niveauer; Grundskole, Juniorgarden og Brass Band/Trommekorps. Så man behøver ikke at have spillet et musikinstrument før for at starte i Hinnerup Gardens Grundskole, og man kan dygtiggøre sig sammen med andre på samme niveau. Det høje musikalske niveau i Hinnerup Garden er desuden et resultat af, at Hinnerup Garden udelukkende anvender professionelle konservatorieuddannede instruktører til at undervise på alle tre niveauer. Trommekorpset er ledet af dirigent Rasmus Clement, som til daglig er slagtøjsspiller i Prinsens Musikkorps.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler