Ved at satse på professionelle konservatorieuddannede undervisere har brassbandmiljøet i Hinnerup i over et årti udviklet sig til ét af Danmarks vigtigste talentvækstlag for brassbandmusikere.
Det blev endnu engang understreget ved musikkonkurrencen SilkeBlæs i Silkeborg lørdag d. 15. marts. SilkeBlæs er en koncertkonkurrence med fokus på god og høreværdig brass band-musik, hvor performance tæller side om side med den musikalske udførelse.
Her markerede musikere med rødder i talentudviklingen i Hinnerup sig ved at vinde priser i alle tre divisioner.
Således var det unge slagtøjsspillere med erfaring fra Hinnerup Garden der udgjorde de fleste solister, da Aarhus Brassband to solistprisen i Elitedivisionen.
“I 1. division viste Hinnerup Garden et forrygende show, der var baseret på et af gardens medlemmers oplevelser og tanker som udvekslingsstuderende i USA. Alle Hinnerup Gardens medlemmer deltog inkl. brass bandet, trommekorpset, juniorgarden og de yngste i grundskolen. Blandt fem orkestre vandt Hinnerup Garden samtlige 4 priser, der omfatter bedste brass band, bedste performance, bedste solister og samlet vinder. Her var det slagtøjsspilleren Aske Dybtved Kjærgaard, der imponerende dommerne med sine evner på en vibrafon”, lyder det i en pressemeddelelse.
I 2. division tog Hinnerup Brass Band blandt tre orkestre 3 ud af 4 priser (bedste brass band, bedste solister og samlet vinder). Her var det trombonemusikerne der fik prisen for bedste solister.
Michelle Søndergaard Knudsen dirigerede både Hinnerup Garden og Hinnerup Brass Band.
En stor del af de yngre medlemmer af Aarhus Brassband har rødder i Hinnerup Garden. Hinnerup Garden udgør således en meget vigtig fødekæde for orkestermusikken i Danmark.
Det er ret unikt blandt danske bygarder at Hinnerup Garden tilbyder undervisning i tre niveauer; Grundskole, Juniorgarden og Brass Band/Trommekorps. Så man behøver ikke at have spillet et musikinstrument før for at starte i Hinnerup Gardens Grundskole, og man kan dygtiggøre sig sammen med andre på samme niveau.