Vokalgruppen Fotoner er fire unge kvinder i alderen 19-22 år fra det aarhusianske elitemiljø indenfor korsang. De har tilrettelagt et koncertprogram af en times varighed, som de ønsker at glæde publikum med i Haldum Kirke.
I koncerten “Nordisk vinter” vil de udforske den nordiske musiktradition og dens klangideal samt sprede lys i en ellers mørk vintertid.
De vil give en musikoplevelse ud over det sædvanlige med et avanceret, diverst program, der indeholder klassisk såvel som rytmisk, kendt og ukendt musik af både nyere og ældre dato. Her er bl.a. musik af Ola Gjeilo, Frode Fjellheim, og den svenske vokalgruppe Kraja.
Programmet indeholder også fire uropførelser af vintermusik arrangeret af kvartettens medlemmer.
Koncerten indeholder desuden instrumentale dele og fællessang.
Der er gratis adgang til koncerten, der afholdes 5. februar klokken 17.