Efter en periode med begrænsede åbningstider om aftenen grundet ballade og hærværk, så har Hinnerup Bibliotek igen normale åbningstider.
I flere uger har Hinnerup Bibliotek været nødsaget til at lukke for de selvbetjente åbningstider allerede klokken 19, mod normalt klokken 22, hvilket har skyldes uro og hærværk fra en gruppe unge mennesker.
Dengang lød det sådan her fra Morten Bang, der er formand for Kultur og Fritid i Favrskov Kommune:
“Vi tager det meget alvorligt, og både politi, SSP, skoler og kommunen gør en ekstra indsats for at komme problemerne til livs og finde løsninger. De unge er meget velkomne til at benytte opholdsområdet på biblioteket, så længe de opfører sig ordentligt, men gør de ikke det, så bliver vi selvfølgelig nødt til at trække en streg i sandet”.
Det er netop ovenstående indsats der nu gør, at man igen kan holde åbent frem til klokken 22 på Hinnerup Bibliotek, lyder det fra Favrskov Kommune på deres Facebookside.
“På baggrund af dette samarbejde er det lykkedes at identificere størstedelen af de unge, der har deltaget i uroen på biblioteket. Disse unge og deres forældre bliver nu kontaktet direkte af blandt andre politiet, og der bliver i flere tilfælde rejst sigtelse for hærværk”.
Kommunen konstaterer, at langt de fleste der bruger biblioteket og kulturhuset har styr på, hvordan man bruger de fælles faciliteter, og understreger at børn og unge naturligvis er mere end velkomne på biblioteket, så længe det foregår på god vis.













