Fredag 4. september 2026

Præsenteret af

Vores partnere

SANS nærmer sig: Over halvdelen af afgangene er allerede udsolgt!

Foto: Favrskov Kommune

Om få uger indtager SANS Hinnerup, og interessen for byens nye kulturfestival er allerede stor. Mere end halvdelen af dagens afgangstider er nu udsolgt, og arrangørerne opfordrer derfor interesserede til at sikre sig billet, mens der stadig er plads.

Den 26. september forvandles Hinnerup til en levende oplevelsesrute fyldt med kunst, musik, fortællinger og overraskelser. SANS er en guidet sanselig vandring gennem byen, hvor deltagerne føres ad ukendte stier, ind i skjulte hjørner og gennem steder, de fleste passerer til daglig uden at kende historierne.

Undervejs venter en række oplevelser skabt af lokale kunstnere, foreninger og ildsjæle. Publikum kan blandt andet møde musik i naturen, kunstinstallationer, poesi, lokale fortællinger og små sanselige oplevelser, der aktiverer både syn, hørelse, duft og smag. Flere af lokationerne åbner kun dørene denne ene dag.

“Det er fantastisk at opleve den store interesse for SANS. Festivalen er skabt for at give deltagerne et nyt blik på Hinnerup og på de mennesker, steder og historier, der findes lige omkring os. Når så mange allerede har sikret sig billet, viser det, at der er en nysgerrighed og lyst til at opleve byen på en ny måde,” siger Trine Valentin, afdelingsleder for kultur i Favrskov Kommune.

En fælles oplevelse gennem byen

SANS handler ikke kun om kunst og kultur. Festivalen er også en invitation til fællesskab. Deltagerne sendes af sted i hold på op til 25 personer, som sammen bevæger sig gennem byen og oplever de mange indslag undervejs.

Det betyder, at oplevelsen ikke kun handler om det, man ser og hører, men også om de møder og samtaler, der opstår mellem mennesker. Mange vil opleve både nye sider af Hinnerup og nye sider af deres medborgere.

SANS er den nyeste af Favrskov Kommunes fem kulturfestivaler. Sammen med SYNG, SKAB, SKRÅL og KVAS er festivalen med til at styrke fællesskaber, lokale identiteter og kulturliv på tværs af kommunen.

Med over halvdelen af afgangene udsolgt allerede nu forventer arrangørerne, at flere tidspunkter hurtigt bliver fyldt op.

• Dato: 26. september 2026  • Tid: Kl. 10.00-16.00 • Startsted: Hinnerup Bibliotek & Kulturhus • Varighed: Ca. 2,5 timer • Pris: 50 kr. • Holdstørrelse: Maks. 25 deltagere pr. tur • Målgruppe: Alle aldre. Børn fra 5-6 år i følge med voksne • Billetter og information: favrskovbib.dk/SANS

Vi kommer til at fortælle mere om SANS her på ByensNyt i den kommende tid, hvor vi fortæller mere om, hvad man kan forvente, hvis man deltager i SANS.

NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.