Den 27. juni er der endnu engang Grundfør Festival, og i lighed med tidligere år, så er det lykkedes den hyggelige festival at tiltrække et topnavn.
Sidste år var det Souvenirs der dryssede stjernestøv over Grundfør Festival, og i år er man så lige på hylden over. Det er nemlig lykkedes festivalen i Grundfør at lokke Søren Sko og Palle Torp til at give koncert, og de indtager scenen klokken 13.30.
Inden da kan man opleve Lisbjerg Bigband og senere kan man nyde tonerne fra blandt andre Bamse Madsen og Turbolir.
Festivalen opstod i 2009 og drives på frivillig basis, hvor godt 80 personer hjælper til enten før, under og efter endags-festivalen, som plejer at tiltrække mellem 800-1000 tilskuere.
“Selvfølgelig er der mange fra Grundfør, vores venner og bekendte og andre deltagere, der har tilknytning til enten arrangører eller de optrædende, men der kommer efterhånden også en hel del fra andre steder i kommunen og der også nogle der kommer lang vejs fra”, fortalte Gitte Mølbak Johansen til ByensNyt sidste år. Gitte er formand og en af initiativtagerne til festivalen i Grundfør.














