Ugens Bolig, der i denne uge er præsenteret i samarbejde med Nybolig Hinnerup, tager os denne gang en tur med til Vitten, godt 6 km. fra centrum af Hinnerup.
Kom med til Krogsgaard! Lad os spadsere hen over gårdspladsen og suge historien til os. Den historiske charme er til at tage og føle på og ejendommen står smukkere end nogensinde før. Via den flotte indkørsel ankommer I på den utroligt charmerende gårdsplads, hvor kastanjetræet vajer, mens planterne kravler op og omkring rødstensfacader og blågrønt træværk. Gode og regulære udhusbygninger tager form af tre sammenhængende længer, og dertil kommer det fritstående hovedhus, der troner i toppen af gårdspladsen.
Herfra udfolder denne perle sig på den store grund. Gå en tur mellem de velvoksne træer og inspicér så frugterne i lunden, før I indtager en af havens mange solpletter. Måske skal frokosten nydes midt på græsset, eller vil I hellere slå jer ned på terrassens lune fliser? I drivhuset kan I dække op med bløde tæpper og varme drikke til stjernekig under de farverige ranker. Ja, der er et væld af muligheder i denne skønne oase, og ligeså er der indenfor i boligen, som råder over hele 248 kvm. Her skal fem værelser fordeles mellem familiens medlemmer, og så får samværet gode vilkår i de skønne opholdsrum: Stue, køkken og alrum flyder sammen i én glidende bevægelse, og dertil kommer endnu en stue.

Drømmer I om flere generationer under samme tag? Så er det oplagt muligheden for opdeling af to særskilte afdelinger. Brede dannebrogsvinduer, franske døre og lækre gulve giver nærmest herskabelige fornemmelser, mens blandingen af varme træsorter og lyse farver skaber hygge overalt. To brusebadeværelser og et bryggers binder sløjfe på boligen, der tilmed opvarmes med billig fjernvarme. De historiske fornemmelser hersker ikke kun på matriklen, men siver ud i den stemningsfulde landsby Vitten. Den gamle kirke kigger ud over landsbyen fra sin plads på toppen af bakken, og nedenfor finder I et skønt renoveret forsamlingshus, der er samlingspunkt i byen. Bag dette findes en netop opført stor naturlegeplads med multibane, cykelbane, shelter og bålhytte.

Skole, daginstitution og indkøb skal I til Hinnerup for; det tager bare seks minutter i bil, og det er nemt for børnene at tage skolebussen eller cykle på den sikre cykelsti til Haldum-Hinnerup Skolen. Byen er omgivet af skøn natur, og der er masser af muligheder for at vælge gå- og løberuter i forskellige længder bl.a. i Frijsenborgskoven.
