26. januar 2022

Fremstød for Oasen med foredrag af Troels Bech

ByensNyt var onsdag aften inviteret til sponsoraften i HOG som led i deres fremstød for en realisering af Oasen, et nyt klub- og multihus beliggende på grusbanen ved Haldum-Hinnerup Hallen.

Til at krydre aftenens præsentation havde HOG inviteret Troels Bech, der gennem en lang karriere som fodboldspiller, -træner og sportsdirektør, gav tilhørerne et indholdrigt, spændende og inspirerende foredrag om vinderkultur gennem ledelse, samarbejde og motivation.

HOG‘s vision omkring Oasen er tydelig. HOG ønsker at skabe et miljø for krop og bevægelse i enighed med HH-skolens visioner om læring, trivsel og udvikling med henvisning til Den Åbne Skole. De vil skabe et miljø, der samler børn, unge og ældre på kryds og tværs af aktiviteter, fastholder, bygger bro mellem skoleidrætten og foreningslivet, og åbner for rekruttering til foreningskulturen. Det hele bygget op om et samarbejde mellem foreninger, skoler, kommune og andre interessenter.

Oasen tænkes brugt af alle lige fra ældreidræt, zumba, løbe- og cykelklubber, e-sport til dagplejer, børnehaver og ældresagen generelt. Kort sagt et aktivitetshus der bruges fra morgen til aften.

Formanden for HOG Fodbold, Niels-Chr. Jönsson, taler om, at „ambitionen er at etablere et område med multibaner, goal-box, grill og rekreativt område m.m. Et område hvor cykelklubber kan få vasket og repareret deres cykler, løbeklubber kan tage udgangspunkt, men også flere daginstitutioner har tilkendegivet en stor interesse i Oasen og dens muligheder“.

Kigger man på den forventede vækst i befolkningstal over de næste 5-10 år gennem de mange udstykninger og store interesse nær og i Hinnerup, og specielt i den nordlige del af byen, vil det være naturligt at forvente et øget pres på foreningerne. Planen omkring Oasen lyder således som en vigtig brik i at imødekomme dette.

Den skitserede plan har dog også en omkostning. Nærmere betegnet forventes der at skulle bruges ca. 12 mio. på herlighederne. Favrskov Kommunen har tilkendegivet et tilskud på 8 mio. Dermed skal der eksternt findes 4 mio gennem fonde, sponsorer og lokale indsamlinger.

De inviterede sponsorer og interessenter udviste interesse for projektet, hvilket gav sig til kende gennem de mange konstruktive spørgsmål, ideer og kommentarer. Til spørgsmål om driften af et sådant anlæg fortalte formand for HOG, Kristian Hasager, at der arbejdes på en plan, der involverer drift af såvel haller og klubhuse som udendørsarealer, men hvor kommunen også fremadrettet vil bistå den samlede drift.

Om Oasen er virkelighed om få år, eller der skal lidt flere til, kan være svært at spå om, men mon ikke kræfterne bag sammen med Favrskov Kommune, sponsorer, fonde og interessenter vil arbejde på en hurtig realisering. Noget man kun kan bakke op om i lyset af den forventede befolkningstilvækst.

ByensNyt ønsker i al fald HOG held og lykke med projektet.

Michael Hejlskov Jacobsen
Michael har boet i Hinnerup siden 2001, hvor han flyttede til kommunen med sin kone og to drenge. Det er også herfra han driver sine virksomheder, hvorigennem han har god kontakt til mange virksomheder i området. Han sætter stor pris på området, der dels byder på dejlig natur, mangfoldige oplevelser og et aktivt fritidstilbud fra flere foreninger. Gennem årene har Michael været en aktiv del i flere foreninger, og sidder i dag som næstformand i FOU (Folkeoplysningsudvalget), Favrskov Idrætssamvirke, og som formand for Red Barnet i Favrskov. Som del af ByensNyt vil han bistå med små artikler og nyheder, og være aktiv på redaktionelt stof for hele 8382.

Relaterede artikler

Vejret i 8382

Hinnerup
overcast clouds
6.6 ° C
7.2 °
5.9 °
83 %
8kmh
90 %
ons
6 °
tors
8 °
fre
5 °
lør
10 °
søn
6 °