21. april 2025

HOG Hinnerup med flot medlemsvækst

Flere og flere dyrker motion i en idrætsforening i hele Danmark, og i Hinnerup mærker man også vækst i medlemmer, hvor flagskibet HOG Hinnerup fik en flot fremgang i 2024.

Mere end halvdelen af Favrskov Kommunes indbyggere er medlem af en idrætsforening. Helt præcist var der i 2024 intet mindre end 25.989 medlemmer i Favrskovs idrætsforeninger, hvilket er en fremgang på 3,1 procent i forhold til året før. I Favrskov Kommune bor der lige under 50.000 indbyggere.

I Hinnerup markerer HOG Hinnerup sig igen særdeles positivt på medlemssiden, og kunne i 2024 fremvise en flot fremgang, således at foreningen tæller 3.578 medlemmer mod 3.272 i 2023.

“Det er glædeligt, at medlemstallet endnu en gang er gået frem i Favrskov. Jeg noterer mig en samlet positiv udvikling med medlemsfremgang i stort set alle dele af kommunen. Det er bare super flot. Den største fremgang ses i aldersgruppen 19-24 år med hele 12,6 procent. Det er for mig et tegn på, at de fællesskaber, som idrætsforeningerne tilbyder, har en kæmpestor samfundsmæssig betydning”, siger Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune til Favrskov Kommunes hjemmeside.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler